Fodbold VM 2018

Dansk VM-angriber: Mål står ikke i min jobbeskrivelse

VM-målscoreren Yussuf Poulsen, mener, det er forkert at dømme alle angribere på, om de scorer mål eller ej.

Yussuf Poulsen scorede lørdag sejrsmålet, da Danmark åbnede VM med en sejr på 1-0 over Peru. I den sidste test før afrejsen til Rusland scorede han mod Mexico. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Yussuf Poulsen scorede lørdag sejrsmålet, da Danmark åbnede VM med en sejr på 1-0 over Peru. I den sidste test før afrejsen til Rusland scorede han mod Mexico. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

De danske angribere er ikke nødvendigvis dem, der skal score målene på det danske landshold ved VM i Rusland.

Selv om mange bedømmer angribere efter, hvor mange bolde, de sender over målstregen, så hører det ifølge Yussuf Poulsen ikke nødvendigvis med til jobbeskrivelsen for en angriber.

Poulsen, der lørdag blev matchvinder i 1-0-sejren i Peru, er i øjeblikket brandvarm med scoringer i de seneste to landskampe.

- Der er mange, der mener, at mål hører med til jobbeskrivelsen for en angriber.

- Men jeg tror, at Christian Eriksen (midtbanespiller, red.) lå længere fremme på banen, end jeg gjorde mod Peru. Så han spiller mere angriber end mig. Så det vil også være logisk, at han scorer flere mål end mig.

- Hvis du bidrager nok til, at holdet scorer, så er det ligeså vigtigt som at sparke bolden ind til sidst, mener Yussuf Poulsen.

Den 24-årige RB Leipzig-spiller er nu oppe på to kampe i træk med mål, da han også scorede for landsholdet i den sidste test før afrejsen til Rusland, hvor Mexico blev slået 2-0.

- Jeg er inde i en stime, hvor jeg kommer i positioner, hvor jeg får lov til at afslutte. Det har ikke altid været tilfældet, og normalt afslutter jeg ikke specielt meget.

- Lige nu har jeg bare selvtillid, og det hjælper i de afgørende situationer. Så sparker man den bare ind, siger han.

Assistentlandstræner Jon Dahl Tomasson har talt om vigtigheden af at have en angriber, der kan begynde at score mål og få "vinger", der kan vare ved under hele VM. Den pointe er Yussuf Poulsen helt enig i.

- Hvis du har en spiller, der er rigtig varm under et VM, så er det godt. Så ved du, at han laver mål, når du spiller bolden hen til ham.

Spørgsmål: Kunne det ikke blive dig?

- Det ville jeg med glæde tage imod. Jeg er i god form og sparker bolden ind i øjeblikket.

Efter åbningssejren på 1-0 over Peru skal Danmark på torsdag op mod Australien. Senere venter Frankrig i den sidste gruppekamp. De to bedste hold går videre til ottendedelsfinalerne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst