Dansk World Cup-afslutning med pil nedad

De danske håndboldkvinder tabte bronzekampen mod Frankrig ved GF World Cup med 26-28. Igen var den danske præstation for svingende set over en hel kamp.

Susan Thorsgaard smutter imellem Frankrigs Sophie Herbrecht og Mariama Signate under bronzekampen ved GF World Cup turneringen søndag d. 26 september 2010 i NRGi Arena i Århus. (Foto: Bo Amstrup/Scanpix 2010)

Susan Thorsgaard smutter imellem Frankrigs Sophie Herbrecht og Mariama Signate under bronzekampen ved GF World Cup turneringen søndag d. 26 september 2010 i NRGi Arena i Århus. (Foto: Bo Amstrup/Scanpix 2010)

Med det tredje nederlag på stribe ved GF World Cup måtte det danske kvindelandshold i håndbold tage til takke med en fjerdeplads i turneringen, der tjener som forberedelse til EM på hjemmebane i december. Danmark tabte bronzekampen foran sølle 1802 tilskuere i Århus med 26-28 til VM-sølvinderne fra Frankrig, som danskerne ellers besejrede i de indledende kampe tidligere på ugen. Landstræner Jan Pytlicks mandskab kom skidt fra start og kunne slet ikke holde franskmændene fra fadet. Den lange Aalborg DH-back Mariama Signate og playmaker Allison Pineau fik alt for megen plads og lavede tilsammen 12 af de 17 franske mål inden pausen. Danmark var på et tidspunkt bagud med seks mål, men som det er sket flere gange undervejs i turneringen, kom holdet flot tilbage. Camilla Dalby fik gang i sine skud, og indspillene til Susan Thorsgaard på stregen blev omsat til mål. Ved pausen var afstanden mellem de to hold blot to mål, og kort inde i anden halvleg udlignede Danmark til 18-18. Men på trods af, at Karin Mortensen også begyndte at tage med hænder i det danske mål, så trak franskmændene alligevel fra igen og vandt altså kampen. Landsholdet har endnu en samling i slutningen af oktober, inden Jan Pytlick udtager sin EM-trup og rejser til Møbelringen Cup i Norge for at pudse de sidste detaljer af. /ritzau/