Danske All England-mestre taber drama

Herredoublen med Mathias Boe og Carsten Mogensen misbrugte fire matchbolde og er ude i 1/8-finalen.

Danske All England-mestre taber drama

Badmintonparret bestående af Mathias Boe og Carsten Mogensen vinder ikke All England-titlen for anden gang i karrieren, efter at duoen torsdag aften tabte i 1/8-finalen af årets turnering.

De topseedede danskere, som vandt turneringen i Birmingham tilbage i 2011, tabte et drama med 21-11, 11-21, 25-27 til de useedede kinesere Liu Xiaolong og Qiu Zihan.

Danskerne førte med 20-18 i sidste sæt og havde sammenlagt fire matchbolde i den dramatiske afslutning, hvor kineserne til sidst altså sejrede. Kampen varede hele 68 minutter.

- De spillede nogle gode bolde til sidst, og vi fik ikke den ro på, som vi skal. Det var de små marginaler og en lille smule kølighed, der manglede, siger Mathias Boe til badminton.dk.

Carsten Mogensen mener, at han og makkeren burde have vundet.

- Vi holdt taktikken i første sæt og spillede klogt, og det kunne de ikke finde ud af, og så lod vi os rive med.

- De fik lidt tro på det efter andet sæt, og fra 11-6 i tredje burde vi være gode nok til at lukke den ned, men det var vi ikke, så det er vores egen skyld, at vi er ude nu, siger Carsten Mogensen.

Med nederlaget har Danmark kun to deltagere tilbage. Det er singlespillerne Jan Ø. Jørgensen og Tine Baun, som tidligere på dagen spillede sig i kvartfinalerne.

Turneringen er Tine Bauns sidste i karrieren. Den 33-årige dansker vandt All England i 2008 og 2010.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.