Danske Bank erkender nye fejl efter sag om overopkrævning

Efter sag om overopkrævning af gæld har Danske Bank identificeret flere problemstillinger, viser redegørelse.

Danske Bank

Danske Bank

KØBENHAVN:Danske Bank har i forbindelse med analyser af sag om overopkrævning af gæld identificeret andre "mulige problemstillinger".

Der er blandt andet tale om ukorrekt registrering af skattemæssige oplysninger hos kunder.

Det fremgår af en redegørelse fra Danske Bank til Finanstilsynet vedrørende fejl i bankens inkassosystem.

Desuden drejer det sig om renter på rykkergebyrer, mæglersalærer og fejlbehæftede oplysninger i forbindelse med retssager.

Fejlene kan, lyder det fra banken, potentielt påvirke yderligere kunder end dem, der allerede er ramt.

- Vi kan desværre ikke lave om på de fejl, der er begået, og som ikke tidligere er blevet håndteret ordentligt. Men vi kan – og det er det, vi er i fuld gang med – sørge for, at vi undersøger problemerne til bunds, retter fejlene og kompenserer kunderne fuldt ud, siger administrerende direktør i Danske Bank Chris Vogelzang i en pressemeddelelse.

TV2 og Berlingske har beskrevet, hvordan banken har opkrævet for meget gæld fra en lang række kunder igennem mange år.

Underdirektør Rob De Ridder har forklaret, at banken blev opmærksom på problemerne i 2019 og siden hen haft et firma til at undersøge sagen.

Samme medier har beskrevet, hvordan Danske Bank-kunder med gæld har fået behandlet sager ved domstolene på et forkert grundlag.

Danske Bank har i flere hundrede sager brugt fejlbehæftede oplysninger, når banken var i retten med for eksempel fogedsager, dødsboer eller konkurssager.

Torsdag kunne Danske Bank fortælle, at banken sætter 17.0000 kunders inkassosager i bero.

Banken skriver desuden i redegørelsen fredag, at problemerne har været kendt "på forskellige niveauer i organisationen". Flere ledere har haft et større eller mindre kendskab til problemerne i inkassosystemerne.

Der har været kendskab til, at der kunne være fejl i datasystemet - helt tilbage i 2004.

I svaret til Finanstilsynet fremgår det, at der "i et vist omfang var kendskab til, at der var nogle iboende fejl" i data, der blev flyttet over til bankens på det tidspunkt nyligt implementerede inkassosystem, DCS.

- Derfor var banken allerede fra implementeringen af DCS i 2004 opmærksom på, at der kunne være datafejl i DCS, skriver Danske Bank i svaret.

Endnu engang beklager Chris Vogelzang den usikkerhed, sagerne har skabt.

- Vi beklager dybt situationen og den usikkerhed, som vores fejl og de fejlbehæftede data i bankens inkassosystem har skabt hos både kunder, medarbejdere og andre interessenter.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.