Danske Bank hæver renten

KØBENHAVN:Danmarks største bank hæver nu rentesatser - og det gælder både for opsparing og lån. Danske Bank følger efter Nationalbankens rentestigning fra sidste uge, hvor den toneangivende rente overraskende blev sat op fra 4,60 til fem procent. Danske Bank begrunder rentestigningen overfor kunderne med de generelt stigende finansieringsudgifter herunder Nationalbankens renteforhøjelser. Danske Bank hæver nu ind- og udlånsrenten med op til 0,75 procentpoint. Renteændringen træder i kraft 17. oktober. Nationalbanken hævede sidste uge den toneangivende rente på grund af et negativt rentespænd til Den Europæiske Centralbank, ECB, samt valutaudstrømning. Udlånsrente og renten på indskudsbeviser blev sat op til fem procent, mens diskontoen og foliorenten blev sat op med en kvart procent til 4,5 procent./ritzau/