Danske Bank haler ind på Nordea

Storbanken har længe betalt mere i rente end Nordea - det er ved at ændre sig

Danske Bank har betalt højere rente for sine lån end Nordea. Arkivfoto <i>Scanpix Denmark</i>

Danske Bank har betalt højere rente for sine lån end Nordea. Arkivfoto Scanpix Denmark

NORDJYLLAND:Danske Bank betaler fortsat mere i rente på sin gæld end Nordea. Det skriver NORDJYSKE Medier.

Men det er lykkedes Danske Bank i løbet af det seneste kvartal i år næsten at halvere renteforskellen til sin ærkekonkurrent, og det betyder en gevinst på op imod seks milliarder kroner. Det viser beregninger foretaget for NORDJYSKE af seniorrådgiver Lars Krull fra Aalborg Universitet.

Beregnet ud fra de offentliggjorte regnskabstal for tredje kvartal i år betaler Danske Bank 0,24 procent mere i rente end Nordea på sin gæld. Det er væsentligt mindre, end da Danske Bank og Nordea offentliggjorde deres regnskabstal for årets første seks måneder. Da betalte Danske Bank nemlig 0,4 procent mere end Nordea i rente på sin gæld.

Skulderklap

- At Danske Banks merrente på sin gæld i forhold til Nordea er faldet med 0,16 procent på tre måneder lyder ikke af meget, men omsat til kroner svarer besparelsen til, at Danske Banks årlige ekstra renteudgift i forhold til Nordea er faldet fra niveauet 14 milliarder kroner til godt otte milliarder kroner målt på den nuværende gæld, siger Lars Krull.

Danske Bank har altså hentet op imod seks milliarder kroner ind på Nordea i årlige renteudgifter.

Den faldende renteforskel er et skulderklap til Danske Bank.

- Tilliden til Danske Bank er vokset på finansmarkedet, og derfor kan banken låne til en lavere rente end tidligere, mener Lars Krull.

Afviser analyse

Danske Bank afviser den måde, som NORDJYSKE analyserer renteforskellen mellem Nordea og Danske Bank på.

- Man kan ikke nøjes med at se på gældssiden, men må også inddrage aktivsiden og de indtægter, som den skaber, siger Martin Gottlob, der er chef for investor relations i Danske Bank.

Han bekræfter dog, at Danske Bank i en længere periode har måttet betale en højere rente for sine lån end Nordea.

- Forskellen har afspejlet, at vores resultater har været dårligere end Nordeas, men tilliden til os er vokset, og derfor kan vi nu låne til en lavere rente end tidligere, siger Martin Gottlob.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.