Danske Bank har for mange penge ...
Bankdirektør efterlyser ansøgere til bankens fond

Per Højsgaard fra Danske Bank efterlyser lokale ansøgere med gode ideer. I år har han ekstraordinært mange penge at dele ud af.
FREDERIKSHAVN:Ekstraordinært mange penge- og ingen mennesker at give dem til.
Sådan situationen for Per Højsgaard - privatdirektør i Danske Banks afdeling i Frederikshavn.
- Danske Bank i Frederikshavn har en fond til almennyttige velgørende og kulturelle formål i vores primærområde, fortæller han.
- Men vi mangler simpelthen nogen at dele pengene ud til, siger han og opfordrer folk til at søge.
- Jeg vil mene, at eksempelvis Strandby, Gærum og Sæby også vil blive opfattet som vores naturlige område, siger Per Højsgaard - men skynder sig dog at understrege, at det er fondsbestyrelsen, der tager stilling til ansøgningerne.
Sidste år støttede fonden Nordisk Filmfestival, Dansk Folkehjælps julehjælp - og Bangsbo Botaniske Haves jubilæum.
- Men det kunne også være en sportsklub, som har brug for et tilskud til at føre en god idé ud i livet.
Per Højsgaard ønsker ikke at sætte tal på, hvor stort et beløb, der skal uddeles.
- Der har været nogle kursgevinster, som gør, at vi i år står med ekstraordinært mange penge til at uddele.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.