Danske Bank i kartelsag

Anklager om ulovligheder i Nordirland

Priskarteller 15. februar 2005 05:00
KØBENHAVN: Danske Banks køb af Northern Bank i Nordirland er løbet ind i en mistanke om, at banken sammen med andre nordirske banker tager for meget i gebyrer for overtræk på almindelige lønkonti - og at de på forhånd har aftalt gebyrernes størrelse. Den slags går normalt under betegnelsen "karteldannelse", skriver dagbladet Børsen. Forbrugergruppen Which? og General Consumer Council klagede i december til Office of Fair Trading, OFT, som på statens vegne overvåger, om forbrugerne behandles ordentligt i dagligdagen. OFT vil nu undersøge sagen, tale med bankerne og før sommer beslutte, om sagen skal sendes videre til den britiske konkurrencestyrelse, Competition Commission. Bankerne mener ikke at have gjort noget forkert eller ulovligt og både Northern Bank og Ulster Bank, der ejes af Royal Bank of Scotland, afviser beskyldningerne. Vi konkurrerer for fuld kraft, forsikrer bankerne. Northern Bank introducerede for en uge siden en ny form for lønkonto, der et stykke hen af tager højde for klagerne. OFT's undersøgelsen vil tvinge bankerne til at give en detaljeret redegørelse over, hvordan de fastsætter deres gebyrer. De fire store banker, som ud over Northern Bank omfatter Bank of Ireland, Ulster Bank og First Trust Bank, sidder på 77 procent af alle lønkonti i Nordirland. Fire mindre banker har mellem to og syv procent af markedet. OFT oplyser, at de nordirske banker pålægger gebyrer, som ikke eksisterer eller som er meget mindre i resten af Storbritannien, og at der ikke synes at være nogen kamp om at få kunder til at skifte til andre banker. OFT konstaterer samtidig, at gebyrerne ikke synes at være affødt af direkte omkostninger. OFT har også fundet eksempler på "parallel prissætning. Det er også faldet OFT for brystet, at de store banker på forhånd orienterer hinanden, hvis de ændrer gebyrer. /ritzau/
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...