Danske Bank nedjusterer forventninger med en milliard

Danmarks største bank må skrue forventningerne ned til årets bundlinje med en milliard kroner.

Danske Bank nedjusterer forventninger med en milliard

Danske Bank må se sig nødsaget til at sætte en ny standard for forventningerne til årets resultat. Banken forventer nu et resultat på 6,5 - 9 milliarder kroner efter skat, oplyser banken i regnskabet for første halvår af 2013.

Danske Banks forventninger til hele året gik før på, at resultatet vil lande et sted mellem 7,5 og 10 milliarder kroner, og dermed er spændet sænket med en milliard kroner.

Nedjusteringen skyldes ifølge bankens administrerende direktør, Eivind Kolding, svære makroøkonomiske forhold.

- Dette skal ses på baggrund af uroen på de finansielle markeder i juni, der påvirkede handelsindtægterne og indtægterne fra forsikringsaktiviteter, siger han i regnskabet om de dæmpede forventninger.

Danske Bank fik et halvårsresultat på 3,7 milliarder kroner efter skat i første halvår, hvilket var en fremgang på 61 procent. Alligevel må bankens altså indse, at forventningerne til årets samlede indtjening ikke kommer til at holde stik.

- Resultatet er en væsentlig forbedring i forhold til samme periode 2012 og er et vigtigt skridt frem mod 2015.

- Men de vanskelige makroøkonomiske vilkår med lave renter kombineret med uroen på finansmarkederne i juni betyder, at vi justerer vores forventning til årets resultat, siger Eivind Kolding.

Han er i øvrigt tilfreds med, hvordan Danske Banks nye strategi skrider frem:

- New Standards-strategien er bare seks måneder gammel. Der er tale om en gennemgribende forandring, som det tager tid at gennemføre, men vi er på rette vej og ser allerede gode fremskridt, lyder det i regnskabet:

- Det er tilfredsstillende, at nedskrivningerne er faldet til det laveste niveau siden 2. kvartal 2008, og vi har styr på omkostningerne samtidig med, at vi investerer i udvikling af nye produkter, opkvalificering af vores medarbejdere og forenkling af vores processer.

Danske Bank kom ud af 2012 med et overskud på 8,6 milliarder kroner før skat. Efter skat blev resultatet 4,7 milliarder kroner.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.