EMNER

Danske Bank omstrukturerer

København, torsdag /ritzau/ For at skærpe profilen i Danske Bank og BG Bank vil der fra årsskiftet blive gennemført en række ændringer i strukturen. De to banker vil få selvstændig ledelse, kreditafdeling og regnskab, oplyser koncernen. Bankaktiviteterne bliver opdelt i en Dansk Bank division og en BG Bank division. Koncernens storkundeekspedition fortsætter under Danske Bank og Danske Markets. De to banker får eget kreditområde, men den overordnede risiko- og kreditstyring vil blive foretaget centralt. Samtidig etableres et Koncern Service Center, der samler blandt andet IT-funktioner og servicefunktioner. Banken foretager også ændringer i ledelsesforholdene. Fremover vil Jakob Brogaard alene varetage opgaver som viceordførende direktør, mens direktør Sven E. Lystbæk udnævnes til chef for Koncern Service Center. Danske Bank får også ny økonomidirektør, der fremover vil være Tonny Thierry Andersen. Han erstatter Jesper Ovesen, der har ønsket at fratræde sin stilling. Direktør Per Skovhus bliver direktør for Kredit & Markedsrisici, mens direktør Hans E. Mørk udnævnes til chef for Danske Bank-divisionen. /ritzau/