Danske Bank: Voldsomt populært flekslån må sløjfes

Danskerne er så vilde med etårige flekslån, F1, at Folketinget kan blive nødt til at forbyde dem ved lov.

Danske Bank: Voldsomt populært flekslån må sløjfes

Danske Bank er ude med en noget opsigtvækkende melding:

Danske boligejere er så vilde med de etårige flekslån, at det kan blive nødvendigt, at Folketinget forbyder dem ved lov.

Beskeden kommer fra bankens topchef Eivind Kolding i erkendelse af, at det kan være svært for sektoren selv at nedbringe andelen af de korte flekslån til et acceptabelt niveau.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten fredag.

- De er blevet populære i en grad, som man nok ikke havde forestillet sig, og det betyder, at stadig flere sætter spørgsmålstegn ved, om der er en risiko i Danmark, når de skal refinansieres, hvis det sker på et tidspunkt, hvor Danmark har problemer, siger Eivind Kolding, ordførende direktør i Danske Bank.

Han slår fast, at Danmark ikke kan være tjent med, at der rejses tvivl om det 200 år gamle realkreditsystem.

Inden udgangen af august lancerer Danske Bank og Realkredit Danmark således et nyt realkreditlån baseret på treårige obligationer, hvor renten fastsættes hvert halve år.

Lånet er tænkt som en erstatning for de voldsomt populære F1-lån.

Andre realkreditselskaber arbejder på lignende tiltag for at tage livet af F1-lånenes popularitet. Men Danske Bank tvivler på, at det er nok.

- Man kan frygte, at det ikke er tilstrækkeligt til, at den tvivl, der er til systemet, bliver fejet væk.

- Hvis det er situationen, mener jeg, at vi må sætte os ned i sektoren og sammen med politikerne finde ud af, om ikke der er brug for lovgivning, som fremadrettet forbyder udstedelser af obligationer med en kortere løbetid end eksempelvis tre år, siger Eivind Kolding.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.