Danske Banks whistleblower træder frem

En central karakter i sagen om Danske Banks potentielle hvidvask i Estland, whistlebloweren, er trådt frem.

Whistlebloweren fra Danske Bank træder nu frem ved navn. Foto: Jens Nørgaard Larsen (arkiv)/Ritzau Scanpix

Whistlebloweren fra Danske Bank træder nu frem ved navn. Foto: Jens Nørgaard Larsen (arkiv)/Ritzau Scanpix

Whistlebloweren, der advarede Danske Bank om potentiel hvidvask, træder frem. Han er tidligere chef for Danske Markets afdeling i Baltikum, skriver Berlingske.

Ifølge avisen, der siden marts 2017 har gravet sagen om Danske Banks brud på hvidvaskreglerne i Estland frem, er der tale om briten Howard Wilkinson.

Fra 2007 til 2014 var han chef for Danske Banks baltiske handelsaktiviteter under Danske Markets.

- Jeg kan bekræfte, at jeg arbejdede som chef for Markets i Baltikum med base i Tallinn fra 2007 til min sidste arbejdsdag i april 2014, kun fire måneder efter min første whistleblowerrapport til topledelsen i København, skriver Wilkinson til Berlingske.

Danske Bank ignorerede i årevis gentagne advarsler om, at milliarder af euro flød igennem bankens estiske afdeling. Pengene kom fra blandt andet Rusland, Moldova og Aserbajdsjan.

Banken blev advaret første gang i 2007. Men først i december 2013 begyndte banken at behandle problemerne. Det skete, efter at Howard Wilkinson skrev en whistleblower-rapport til ledelsen.

Berlingske Business har været afgørende for at få historierne om filialen i Estland frem. Avisen har længe haft kontakt til og citeret whistlebloweren. At han nu står frem ved navn er udløst af, at en estisk avis har navngivet ham.

Howard Wilkinson bliver ifølge Berlingske i den estiske avis beskyldt for selv at have være involveret med nogle af de tusinder af suspekte, udenlandske selskaber, der har sendt penge via Danske Bank.

- Det er ikke muligt for mig at kommentere direkte på dine spørgsmål. Lad mig blot sige, at når jeg ser tilbage på min indsats fra et juridisk, kontraktuelt og etisk perspektiv, så har jeg absolut ingen problemer med at sove om natten, skriver han til Berlingske.

I sine rapporter beskrev Howard Wilkinson, hvordan den estiske afdeling for udenlandske kunder håndterede kunder, der var relateret til den øverste politiske top i Rusland. Der var også rapporter om bånd til flere selskaber med base i Danmark.

Mens Danske Bank behandlede whistleblower-rapporten, var det først da bankens interne revision senere i 2014 rejste et rødt flag over filialen i Estland, at banken begyndte at lukke ned for de kunder.

Medlem af Europa-Parlamentet Jeppe Kofod (S) inviterer Howard Wilkinson til parlamentet for at vidne i en offentlig høring om sagen.

- Wilkinson besidder en uhyre vigtig indsigt, som vi i udvalget kan bruge til at stramme hvidvasklovgivningen op i hele EU. Det er der tydeligvis akut brug for.

- Jeg håber meget, at vi nu kan få sandheden råt for usødet fra Wilkinsons mund og ikke fra Danske Banks egenbetalte advokatundersøgelser, skriver Jeppe Kofod i en kommentar.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.