Danske børns yndlingsforfatter

Dennis Jürgensen - 50 år torsdag. Foto: Scanpix

Dennis Jürgensen - 50 år torsdag. Foto: Scanpix

¤Dennis Jürgensen, forfatteren, der er blevet anerkendt for at kunne få danske børn og unge til at læse, gyse og grine, fylder torsdag 50 år. Danske børn og unges lyst til at læse bøger er ifølge flere undersøgelser faldet støt de senere år til bekymring for forældre, skolelærere og politikere. Men der er heldigvis forfattere, der formår at trække børnene lidt væk fra computerne og tv-apparaterne. En undersøgelse har vist, at ni ud af 10 11-18-årige børn ved, hvem Dennis Jürgensen er, og han har sin helt egen fanklub, Dennis-klubben, med et par tusinde medlemmer. 55 bøger er der foreløbig kommet fra den flittige forfatters hånd. Heriblandt er det ikke mindst hans gyser- og fantasihistorier, der har givet ham kultstatus blandt børn og unge, som nu på anden generation sluger hans bøger. Blandt de kendteste er "Kadavermarch" fra 1991 og "Relief" fra 1993. Men Dennis Jürgensen slår sine folder i mange genrer, og det var en humoristisk kærlighedsroman, "Kærlighed ved første hik", der startede det hele i 1981. Efter at have forladt Islev Skole ved København med realeksamen - og dårlige karakterer i dansk stil! - drev han lidt rundt. Uden skrivetræning af nogen art skrev han 10 bøger på gamle kladdehæfter og sendte dem til forlag. Efter lige så mange afslag skrev en frustreret Dennis Jürgensen til et af sine idoler, Dan Turell, og han bragte kampgejsten tilbage i den unge forfatterspire. I 1980 var der så bid hos forlaget Tellerup, der året efter udgav Jürgensens fortælling om antihelten Viktors hovedkuls forelskelse i skolens mest populære pige, Anja, og hans famlende forsøg på at score hende. Siden har Tellerup udgivet alle hans bøger. "Kærlighed ved første hik" er blevet læst af flere end 600.000 og er blevet filmatiseret, hvad der også er overgået to andre Jürgensen-romaner, "Sidste time" og "Mørkeleg". Sin seneste bog, den psykologiske thriller "Tunnelmanden", ser Dennis Jürgensen selv som en sidste trædesten over til sin første voksenkrimi, der er planlagt til at udkomme i år. - Jeg svigter ikke børnebøgerne, men jeg vil gerne blande og begynde at udforske nye veje, har han udtalt. Dennis Jürgensen er aldrig blevet budt inden for i det finlitterære selskab, men karakteristisk nok var det ham, som børn og unge stemte ind på førstepladsen til den nyindstiftede ORLA Pris i 2005. Og han har vundet bred anerkendelse for at skrive, så børn, der ellers aldrig ville åbne en bog, får lyst til at læse, gyse og grine. /ritzau/