Danske champignonproduktion er på vej ud

På kun tre år er den danske produktion af champignon faldet med 60 procent. Forklaringen er, at champignon fra Polen og Kina skyller ind over Danmark, enten friskskårne eller på dåse.

Bodil og Per Simonsen holder stand, men det tynder ud i standen af champignonavlere i Danmark. Foto: Thomas Vinther

Bodil og Per Simonsen holder stand, men det tynder ud i standen af champignonavlere i Danmark. Foto: Thomas Vinther

I dag er der kun fire champignonavlere tilbage i Danmark. For blot 18 år siden var der 36 avlere, skriver Landbrugsavisen. Per og Bodil Simonsen fra St. Restrup Champignon mellem Aalborg og Nibe er én ud af i alt fire avlere tilbage i Danmark. Her har man mærket nedgangen de sidste seks år og sidste år måtte man afskedige to ansatte ud af den faste stab på syv. - Det er en ulige konkurrence. De lave lønninger i Polen sammenholdt med deres mere lempelige pesticidregler, gør det sværere for os at følge med, siger Per Simonsen. Champignonproduktion kræver meget manuelt arbejde, og det betyder, at de danske avlere ikke kan hamle op med bl.a. de polske lønninger. Her får de ansatte kun 20-25 kroner i timen mod timelønnen i Danmark på 140 kroner. Mindre avlere rammes Udviklingen betyder også, at discountbutikkerne nu har valgt kun at sælge udenlandske champignon. Det gør ondt for de mindre avlere, der er tilbage. Per og Bodil Simonsen mistede næsten halvdelen af deres forretning, da Fakta-kæden i februar valgte kun at sælge udenlandske champignon. - Hver dag er en kamp. Det svarer til, at en landmand ikke ved, om de kommer og henter mælken om morgenen. - Havde jeg vidst, det ville ende sådan, var vi stoppet for flere år siden, siger Per Simonsen.