Danske eksperter til Iraks administration

Henrik Olesen er på lynvisit for at hente folk til den irakiske administration

Henrik Olesen spiller en central rolle i genopbygningen af Irak. Han er den danske regerings mand i den amerikansk ledede overgangsadministration i Irak eller Office of Reconstruction and Humanitarian Affairs (ORHA), som det hedder officielt. Kontoret med 550 mand skal sørge for, at det irakiske samfund kommer på fode efter Saddam Hussein. - Hidtil har kontoret beskæftiget sig med planlægning af, hvordan Irak kan komme til at fungere igen. Kontoret er for to dagen siden flyttet til Bagdad, så godt som man nu kan, når man hverken har elektricitet eller vand, fortæller Henrik Olesen, som er på en lynvisit i Danmark. Den 57-årige aalborgenser har i de sidste par uger været den danske forbindelse til genopbygningskontoret, som ledes af den tidligere amerikanske general Jay Garner. Nu hvor krigen er slut og FN stadig ikke er på banen, spiller ORHA den helt afgørende rolle i forsøget på at få det irakiske samfund til at fungere igen - og det er ikke nogen lille opgave. - Ministerierne er åbne - nogle af dem fordi de ikke har noget tag - men de fungerer på en vis måde i dag. Nogle af dem er brændt og nogle har ikke så mange ansatte, men de prøver at få tingene til at virke. Det der er problemet er, at der er brug for en politisk ledelse, og man har behov for at erstatte den med noget midlertidigt, indtil en irakisk politisk ledelse kan overtage, fortæller han. Listen over poster, der skal besættes i de mange ministerier er lang, og derfor regner Henrik Olsen med, at kontoret i løbet af to måneder vokser fra 550 til små 2000 mand. Det handler om, at finde udenlandske eksperter, der kan styrer administrationen, indtil irakerne selv kan klare det. Den opgave skal blandt andet løses af danske folk. - Der er ingen tvivl om, at der skal danskere eksperter ind i ministerierne og være ansvarlig for forskellige sektorer. Det har man bedt os om, og vi er ved at finde danske kandidater til det, siger Henrik Olesen, som regner med, at der i første omgang skal en håndfuld afsted. Venter på FN Henrik Olesen vigtigste opgave indtil videre er dog at få FN tilbage på banen. Han har en lang karrierer i FN, og den danske regeringen har bedt ham om at skabe bedre kontakt mellem besættelsesmagten og FN. - Jeg har brugt en del tid på at få samarbejdet med FN til at fungere. For et par uger siden var der en vis nervøsitet i FNs organisationer, over hvordan de skulle forholde sig til den her nyskabelse som ORHA er. Nu ser vi meget større interesse i FNs organisationer. Det varer forhåbentligt ikke ret længe, før der komme en FN-resolution, som tillader FN at arbejde i Irak, og så ville det være trist, hvis vi ikke kendte hinanden, siger han Lige nu er det dog ORHA, der skal sætte tingene i gang og sørge for at koordinere den humanitære indsats, så irakerne ikke ender med en masse hospitaler, men intet vand. Derfor har ORHA oprettet et Bagdad-forum, hvor organisationer og irakere kan mødes. Planen er, at irakerne selv så hurtigt som muligt skal overtage ledelsen af forumet og i samarbejde med FN komme i gang med at bygge landet op. - Vi mener, at vi i løbet af tre til fem måneder vil være i stand til at overdrage Bagdad-forum til det irakiske finansministerium. FNs rolle er så, at bistå regeringen, og den rolle kommer FN forhåbentligt snart til at spille, men i første omgang er der behov for at koordinere indsatsen, siger Henrik Olesen.