Danske eliteaktier går på weekend med ny rekord

Med Novo Nordisk i topform lukkede C20-indekset fredag med endnu en rekord.

Danske eliteaktier går på weekend med ny rekord

De danske aktier er for alvor ved at genfinde formen oven på finanskrisen.

De største aktier i C20-indekset lukkede fredag i 547,66 - en stigning på 2,2. Dermed slog aktierne den hidtidige lukkerekord fra januar, som flere gange i løbet af måneden overgik sig selv.

19 ud af 20 selskaber i C20-indekset lukkede med plusser, mens Coloplast-aktien led et beskedent værditab på 0,41 procent.

Selv om aktierne nu tilsyneladende er tilbage i topform, så er det angiveligt for tidligt at afblæse finanskrisen helt.

De danske aktiers succes skyldes nemlig især ét stort selskab i toppen, som har klaret sig godt, nemlig Novo Nordisk, der som den eneste aktie i indekset satte rekord i 1041. Det er en stigning på tre procent.

Novo Nordisk er efterhånden så stor, at den alene har en vægt på over 40 procent af indekset og dermed trækker resten af aktierne med sig.

Af netop den grund er C20-indekset faktisk også færdigt som det ledende danske aktieindeks. Indekset er simpelthen ikke længere godt nok til at tegne et reelt billede af de 20 største og mest omsatte aktier på det danske marked.

Fra mandag morgen opererer den danske fondsbørs i stedet med det såkaldte C20 CAP-indeks som det toneangivende.

Hvor et enkelt selskab i C20-indekset kunne fordreje billedet af de 20 stærkeste selskaber - som i tilfældet Novo Nordisk - kan ingen aktie i C20 CAP-indekset veje mere end 20 procent.

Hvis en aktie når den overgrænse, så bliver den sat tilbage til at veje 15 procent.

I den mere triste ende af markedet hang Brøndby-aktierne for alvor med mulen. Med rygter om konkurs dykkede aktien kort tid efter åbningen med 24 procent og satte bundrekord med kurs 7,5.

Fredag eftermiddag lukkede aktien med et fald på 16 procent og kan nu købes for 8,25 kroner. Det er det laveste niveau, Brøndby-aktien nogensinde har stået i ved fondsbørsens lukning.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst