Danske EM-kvinder rykker frem på Fifas verdensrangliste

Danmarks kvindelandshold i fodbold hopper tre pladser frem på Fifas verdensrangliste og er nu nummer 12.

Ritzau
Pernille Harder er nomineret til pris som verdens bedste Foto: Scanpix/Anders Kjærbye
Fodbold 1. september 2017 11:09

De danske fodboldkvinder havde et forrygende EM i Holland tidligere på sommeren, hvor de endte med at vinde sølvmedaljer.

Det har nu kastet så mange ranglistepoint af sig, at Danmark er rangeret som verdens 12.-bedste landshold.

Det viser den nye Fifa-rangliste, som blev offentliggjort fredag.

Danmark hopper dermed tre pladser frem på listen og overhaler blandt andre Norge, der falder tre pladser til en 14.-plads. Lige foran Danmark på listen ligger Sverige på en plads som nummer 11.

USA topper stadig listen, og Tyskland, som Danmark slog i kvartfinalen ved EM, ligger stadig nummer to.

Holland, som vandt over Danmark i EM-finalen, hopper hele fem pladser frem, og indtager en plads som nummer syv.

Den forrige verdensrangliste er fra 23. juni.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...