Danske fiskere får mere ro i maven med ny kvoteaftale

Midlertidige fiskekvoter mellem EU og Storbritannien stod til at udløbe om kort tid. Ny aftale forlænger dem.

Danmarks Fiskeriforening er positivt stemt over for, at det er lykkes EU at indgå en aftale med Storbritannien om fiskekvoter for 2021. (Arkivfoto)

Danmarks Fiskeriforening er positivt stemt over for, at det er lykkes EU at indgå en aftale med Storbritannien om fiskekvoter for 2021. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Det kommer til at give danske fiskere mere ro i maven, efter at det er lykkedes EU og Storbritannien at indgå en aftale om fiskekvoter for 2021.

Det mener Danmarks Fiskeriforening, der repræsenterer næsten 1200 danske fiskere og lidt mere end 700 fartøjsmedlemmer inden for dansk fiskeri.

Aftalen fastsætter fiskekvoter - hvor mange fisk, der må fanges - for en række fisk, der er vigtige for dansk fiskeri. For eksempel havtasker og rejer.

Storbritanniens farvande var tidligere en del af EU's samlede kvotesystem, men 31. december sidste år udløb overgangsperioden efter brexit.

I første omgang blev sidste års kvoter forlænget i tre måneder. Siden blev der indgået et kompromis frem til udgangen af juli.

Nu fastsættes der fiskekvoter for hele 2021.

Det betyder, at de danske fiskere får klarhed over, hvad det er for nogle kvoter, de har at gøre med i Nordsøen frem til udgangen af året.

- Frem til nu har vi alene fisket på midlertidige kvoter, og det har gjort det umuligt for fiskerne at planlægge deres fiskeri.

- Det har de mulighed for nu, hvor man ved, hvad det er for nogle kvoter, man råder over frem til årsskiftet, siger Kenn Skau Fischer, administrerende direktør i Danmarks Fiskeriforening.

Det præcise indhold af aftalen er ikke offentliggjort endnu.

Ifølge Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri skal det snarest muligt præsenteres for fiskeriministrene i EU.

I en pressemeddelelse glæder fiskeriminister Rasmus Prehn (S) sig over, at det er lykkedes at indgå aftalen. Han mener, at dansk fiskeri i det lange løb alt i alt står bedre med en aftale med Storbritannien end uden.

Den vurdering er Kenn Skau Fischer enig i.

- Hele fiskeriområdet i Nordatlanten er i øjeblikket præget af usikkerhed, fordi der ikke er nogen lande, der har fået en aftale på plads med Storbritannien.

- Det er meget positivt, at det er EU, der som første part lykkes med at få en aftale på plads med Storbritannien. Det er til gavn for fiskebestanden og for at sikre en bæredygtig fiskeriforvaltning, siger han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.