Fiskeri

Danske fiskere: Fortsat fiskeri i Østersøen er nødvendigt

Man kan tage hensyn til bestandene og stadig fortsætte fiskeriet i Østersøen, mener Danmarks Fiskeriforening.

En torsk bliver fanget. I juli besluttede Europa-Kommissionen helt at lukke for erhvervsfiskeri i store dele af Østersøen. (Arkivfoto).

En torsk bliver fanget. I juli besluttede Europa-Kommissionen helt at lukke for erhvervsfiskeri i store dele af Østersøen. (Arkivfoto).

KØBENHAVN:Regeringen får af miljøorganisationer og støttepartier kritik for at ville hæve fiskekvoterne i Østersøen for 2020, i forhold til det EU-forslag der ligger på bordet.

Men heller ikke de danske fiskere er tilfredse med det forslag, fiskeriminister Mogens Jensen (S) mandag og tirsdag vil fremlægge til møder i EU.

Der er fra EU-hånd lagt op til, at kvoterne skal sænkes betydeligt i forhold til de nuværende. Regeringen mener, at kvoterne skal være højere end i EU-forslaget.

Men fiskerne mener, at de nuværende kvoter, som er højere, end regeringen lægger op til, skal beholdes.

Det er nemlig "absolut muligt" at beholde fiskekvoterne fra indeværende år, uden at det går ud over bestandene.

Det mener Kenn Skau Fischer, underdirektør i Danmarks Fiskeriforening. Det er hovedorganisation for de danske fiskere.

- Vi ønsker, at fiskeriet i Østersøen fortsat skal være bæredygtigt. Det, vi har foreslået, er, at kvoten forholdes uændret, i forhold til det niveau det ligger på i år.

- Det vil fortsat give vækst i bestanden, samtidig med at fiskeriet fortsat får mulighed for at eksistere, siger Kenn Skau Fischer.

Danmarks Naturfredningsforening mener, at fiskeriet i Østersøen helt skal sættes på pause, indtil bestandene er kommet sig. Men det er primært torsk i den østlige del af Østersøen, der er problemer med.

Det påpeger Kenn Skau Fischer.

- Vi taler om torsk i den vestlige del af Østersøen, siger han.

- Hvis man læser den biologiske rådgivning, så giver den mulighed for, at man både kan tage hensyn til fiskeriet ved at have en stabil uændret kvote fra indeværende år og samtidig få en vækst i bestanden.

Det forslag Europa-Kommission har lagt på bordet, mener Danmarks Fiskeriforening er en overreaktion.

Mest af alt efterspørger fiskerne stabilitet omkring kvoterne, så de ikke ændres drastisk fra år til år.

- Jeg tror ikke, at der er nogen, der har større interesse i at have nogle fiskebestande, der er sunde og har det godt, end fiskerne, siger Kenn Skau Fischer.

I juli besluttede Europa-Kommissionen helt at lukke for erhvervsfiskeri i store dele af Østersøen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst