Drab

Danske fly kan have dræbt civile i Afghanistan

Flyvevåbnet iværksætter undersøgelse af episode i tirsdags

KØBENHAVN:Flyvertaktisk Kommando i Karup indledte i går en undersøgelse af, om danske F-16 kampfly har været skyld i drab på civile afghanere under et bombeangreb i det centrale Afghanistan tirsdag. Det sker på baggrund af oplysninger fra det amerikanske militære hovedkvarter i Afghanistan og en talsmand for de lokale afghanske myndigheder i Helmand-provinsen, der oplyser, at mindst 17 civile blev dræbt og mange andre såret under angrebet. Ifølge talsmanden for de amerikanske styrker, Roger King, var angrebet rettet mod formodede soldater fra Taleban-bevægelsen, som var ved at indtage offensive stillinger i bjergene. Ifølge Roger King kastede et dansk F-16 kampfly fra basen i Kirgistan én laserstyret bombe på 250 kilo, mens amerikanske B-1 og B-52 bombefly smed såkaldte smart bombs i jagten på oprørere og tilbageværende Taleban-soldater. Det bekræftes af kaptajn Per Jensen, der er presseofficer i Flyvertaktisk Kommando. - Men på baggrund af de informationer, vi har indtil videre, er der intet, der indikerer, at danske F-16 våbenafleveringer har forårsaget civile tab. Men vi undersøger selvfølgelig denne sag fuldstændig til bunds for at være hundrede procent sikre, siger Per Jensen til Ritzau. Han forventer, at der vil gå et par dage endnu, før sagen er fuldstændig opklaret, men han understreger, at de foreløbige resultater ikke tyder på, at nogen procedurer eller regler er overtrådt. - Men det er en alvorlig sag, så den har førsteprioritet, siger Per Jensen. Efter tre danske bombetogter i Afghanistan på en uge - og ingen de foregående fire måneder - tyder meget på, at der i øjeblikket foregår en optrapning af kampene mellem tilbageværende Taleban-styrker og de amerikansk ledede styrker i området. Per Jensen føler sig ikke overbevist om, at oplysningerne om de dræbte og sårede civile afghanere kan henvises direkte til bombeangrebene, men han afviser at uddybe de danske kampflys indsats yderligere. - Før vi selv ved noget med sikkerhed, er det svært at forholde sig til eventuelle civile tab. Det må den videre undersøgelse afklare, siger Per Jensen. Presseofficer i Forsvarskommandoen, orlogskaptajn Torleif Poulsen, oplyser til Ritzau, at forsvaret som altid, når danske styrker har været i våbenkamp, foretager en skadesvurdering baseret på videooptagelser og øvrige efterretninger. Han vil dog udelukke, at detaljerne om angrebet er klassificerede og derfor ikke vil komme til offentlighedens kendskab i modsætning til det første danske F-16 angreb i sidste uge, hvor en videooptagelse af bombningen af nogle klippehuler i det østlige Afghanistan blev lagt ud på internettet. - Vi skal prøve at fastslå, hvem der gjorde det, om der er begået fejl og hvad begrebet civile dækker over. Lige så snart du har med guerrillasoldater at gøre, kan det være hvad som helst. De har det jo med meget ofte at klæde sig på som almindelige mennesker, og der kan være propaganda i at sige, at det var civile, selv om det måske var nogle af de mere suspekte mennesker dernede. Det er meget usikkert, og vi vil ikke udtale os hverken for eller imod på nuværende tidspunkt, siger Torleif Poulsen. /ritzau/