Danske ghettoproblemer skal løses - ikke ignoreres!

Dansk udlændingepolitik blev for få år siden strammet med det argument, at det var lettere at løse integrationen, når der ikke var så mange fremmede, der skulle integreres.

Argumentet er logisk, hvorfor der også siden har været bred politisk konsensus om den eksisterende udlændingepolitik. Men siden Anders Fogh Rasmussen satte sig i statsministerstolen har integrationspolitikken fået lov at sejle. Regeringens politik har handlet for meget om antal, begrænsninger og nye regler og for lidt om det, det hele handler om, nemlig integration. Problemerne har de sidste år fået lov at vokse så meget, at de vil stige os over hovedet, hvis ikke vi gør noget hurtigst muligt! VI OPLEVER i disse år, at ghettoiseringen for alvor har taget fat i Danmark. Rigtigt mange anden- og tredjegenerationsindvandrere fødes i dag ind i mere eller mindre lukkede samfund, hvor alt for mange af dem, de møder på deres vej, er uden for arbejdsmarkedet, dårligere uddannede end gennemsnittet og endvidere belastet af massive sociale problemer, herunder kriminalitet og misbrug. Denne situation er uholdbar. Møder disse mennesker ikke andre miljøer og forbilleder, lægges banen alt for let til et liv uden uddannelse, uden for arbejdsmarkedet og med betydelige sociale problemer. Derfor er tiden inde til at sætte ind med en langt mere målrettet og ambitiøs politik. Der skal selvsagt lægges stor vægt på arbejdsmarkeds-, uddannelses- og socialpolitik i dette arbejde. Men jeg tror også, vi kan opnå meget ved at starte med at sætte turbo på boligpolitikken. Vi skal simpelthen nægte at acceptere ghettodannelse i Danmark. Det er efter min mening alt for slapt og uambitiøst, når ledende borgmestre i Danmark melder ud, at vi lige så godt kan vende os til, at visse boligområder har karakter af ghettoer. Vi skal selvfølgelig have den ambition i Danmark, at vi vil alle ghettodannelser til livs. I yderste konsekvens kan det efter min mening blive nødvendigt slet og ret at nedrive eller omdanne hele boligområder, så de bliver mere egnede til integration mellem forskellige grupper og sociale lag. MEN INDEN det kommer så vidt, skal vi satse på at få ressourcestærke, udadvendte, ansvarsbevidste og engagerede danskere til at flytte ind i disse boligområder. Her skal de tage aktivt del i naboskabet, foreningslivet og beboerdemokratiet. Deres børn skal gå i skolerne og i børnehaverne og så videre. Det får vi selvfølgelig ikke andre end de absolut mest frelste til at gøre frivilligt. Det er efter min mening helt naturligt, at mennesker søger at bygge rede der, hvor de føler sig mest trygge, og hvor omgivelserne er maksimalt stimulerede for dem selv og deres familie. Målet må derfor være at gøre det attraktivt for de såkaldte "ressourcestærke" at flytte ind i et område, der ellers er præget af ghettoisering. Den siddende regering har forsøgt sig med en lovgivning, der skal gøre det muligt at købe de almene boliger – også midt i de socialt belastede boligområder. Tanken bag har selvfølgelig været den, at de ressourcestærke, som man gerne vil trække til, er mere interesserede í at eje end at leje, fordi der heri ligger en fornuftig og langsigtet investering. Men erfaringen viser ikke overraskende, at interessen for at købe almene lejligheder er størst der, hvor problemerne er færrest. Den eneste effekt, regeringen har opnået ved denne politik, er derfor, at der er blevet færre gode og attraktive boliger til dem, der kun har råd til at leje. DERFOR MÅ vi simpelthen tilbyde danske unge studerende, børnefamilier og ældre med stort overskud at få stillet en lejlighed til rådighed midt i et ghettoområde, som er både større og billigere end de lejligheder, de ellers kan få. Modydelsen for at få disse store og billige lejligheder bør værre at påtage sig et studenter- eller fritidsjob som projektmedarbejder i området. Opgaven skal være at læse lektier og arrangere fritidsaktiviteter for kvarterets børn samt at igangsætte integrations- og jobsøgningsaktiviteter for de voksne. Opgaven er selvfølgelig også blot at være til stede - og som sådan fungere som forbillede. Børnene skal holdes til lektierne og væk fra bandemiljøerne, og de voksne skal tale dansk, tro på fremtiden og søge arbejde. En anden mulighed er at tilbyde børnefamilier med overskud og stor anciennitet på arbejdsmarkedet at holde et års fuldt ud betalt børneorlov – hvis de i perioden bytter bolig med en familie i et ghettoområde og tager del i de sociale opgaver, der findes der. Derudover er det oplagt slet og ret at udvælge nogle lejligheder i et ghettoområde og gøre dem ekstra attraktive. Man kunne for eksempel bygge penthouselejligheder i toppen af bygningerne til dem, der har lyst til det, lejligheder med ekstra mange værelser til børnefamilier i bekneb for plads, sammenlagte lejligheder til etablering af ældrekollektiver, lejligheder med ideelle forhold for hjemmearbejdspladser etc. Andre lejligheder igen kan lejes billigt ud til udvalgte foreninger og klubber, der får flere kvadratmeter, end de ellers ville have råd til - mod at de til gengæld laver opsøgende arbejde og inviterer kvarterets borger ind for at være med. Kun fantasien sætter grænser. Og det behøver faktisk ikke at koste ret meget. Slet ikke når beskæftigelseseffekten regnes med. YDERMERE SKAL der laves en målrettet offentlig investerings- og udviklingspolitik, der gå på at etablere større og mindre afdelinger af diverse forvaltninger, uddannelsesinstitutioner og højere læreranstalter i de ghettoiserede områder for at give dem et løft og et pift af nye ressourcer. Også private virksomheder, organisationer med mere skal tilskyndes til at placere sig i de ghettoiserede områder. Børnene og de unge i området skal populært sagt have andre forbilleder end bandemiljøernes benovelse over hjulspindet fra endnu en stjålet BMW. Kommunerne skal pålægges at udarbejde handlingsplaner for de kvarterer, hvor de har ghettoproblemer. Over en tiårig periode skal kommunerne kunne dokumentere, at de har realiseret en bredere social sammensætning af kvarteret, og at beboerne har opnået en stigning i beskæftigelses- og uddannelsesniveau, så det matcher landsgennemsnittet. Kommunerne skal kunne tilføres økonomisk støtte fra staten til deres antighettoiseringsplaner i takt med, at de opnår målbare resultater. VI HAR efter min mening forsøgt os længe nok med de gode intentioners og mange forhåbningers politik. Nu er tiden inde til at sætte målbare mål, til at sætte økonomisk vilje bag samt til at benytte økonomiske incitamenter til at få integrationsprocessen i gang. Som nyvalgt medlem af Folketinget har jeg viljen og måske dumdristigheden til at rejse debatten. Det bliver ikke nemt. Men jeg er sikker på, at vi er mange, der har indset, at det er bedst for Danmark, at vi skynder os at få handling bag de mange flotte ord. Danske integrations- og ghettoproblemer skal løses - ikke ignoreres! Derfor vil jeg via min plads i Folketingets bolig- og integrationsudvalg søge at fremme de tanker, jeg her har lagt frem. Rasmus Prehn, Hellekisten 15, 9230 Svenstrup, er nyvalgt folketingsmedlem for Socialdemokraterne. Han er medlem af henholdsvis Folketingets bolig- og integrationsudvalg. Rasmus.Prehn@FT.dk