Danske golfspillere taber terræn i Sydafrika

Jeff Winther faldt tilbage, og Rasmus Højgaard klarede ikke cutgrænsen fredag i sydafrikansk golfturnering.

Jeff Winther er bedste danske golfkort i European Tour-turneringen i Sydafrika, hvor han er delt nummer 30 efter fredagens runde.

Jeff Winther er bedste danske golfkort i European Tour-turneringen i Sydafrika, hvor han er delt nummer 30 efter fredagens runde.

JOHANNESBURG:De danske golfspillere er et stykke fra toppen i European Tour-turneringen i Johannesburg i Sydafrika efter fredagens runde.

Efter første runde delte både Rasmus Højgaard og Jeff Winther tiendepladsen i turneringen med seks slag under banens par på 71 slag, men begge spillere faldt tilbage fredag.

Jeff Winther er bedst placerede dansker, og han er stadig seks slag under efter en dag i par, hvilket rækker til en delt plads som nummer 30.

Unge Rasmus Højgaard havde det svært på banen fredag og leverede fem bogeys og en dobbelt bogey, men fire birdies forhindrede den helt store nedtur.

Rasmus Højgaard endte dog i tre slag over par og dumpede ned som samlet nummer 77, og dermed klarede danskeren ikke cuttet og er ikke med i weekendens finalerunder.

Joachim B. Hansen leverede en bedre runde og kilede sig ind mellem de to andre danskere, da han gik i tre slag under par. I den samlede stilling avancerede han dermed til en plads som delt nummer 59 og klarede cuttet.

Hverken Nicolai Højgaard, Benjamin Poke, Morten Ørum Madsen eller Martin Simonsen klarede fredagens cutgrænse.

Finske Tapio Pulkkanen fører med 11 slag under, og fem spillere følger efter med et slag op til finnen, inden turneringen afgøres med runder lørdag og søndag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.