Danske håndboldherrer slår Norge i EM-test i Frankrig

Det danske herrelandshold i håndbold besejrede Norge med to mål i første kamp i Golden League i Frankrig.

Jannick Green imponerede i det danske mål, da Danmark fredag slog Norge i en EM-testkamp i Golden League i Frankrig.

Jannick Green imponerede i det danske mål, da Danmark fredag slog Norge i en EM-testkamp i Golden League i Frankrig.

METZ:Det danske håndboldlandshold leverede en flot første halvleg, da Norge fredag blev besejret 28-26 i Golden League-stævnet i Frankrig.

Anden halvleg var mere jævn, men kampen fik vist, at landstræner Nikolaj Jacobsen og holdet er godt på vej lidt over en uge, inden det går løs ved EM-slutrunden.

Opgøret viste også, at både Danmark og Norge sandsynligvis har et par ekstra gear, når det for alvor går løs.

Nikolaj Jacobsen har dog stadig ting at arbejde med inden slutrunden.

- Der var mange positive ting specielt defensivt. Vi gav også Norge for mange nemme mål enten efter personlige fejl i angrebet eller defensivt.

- Angrebsmæssigt kan man godt se, at vi kun har haft en træning sammen, og derfor lavede vi også for mange fejl angrebsmæssigt, siger landstræneren til TV2 Sport.

Med danske øjne var det opsigtsvækkende, at Jannick Green stod stærkt i målet, og at René Toft Hansen fik sin første landskamp i næsten et år.

Samtidig viste Mikkel Hansen, at han er helt i hopla inden EM, efter at verdensstjernen fra september til november i 2019 måtte sidde ude for Paris Saint-Germain med en hjernerystelse.

Profilerne Rasmus Lauge og Lasse Svan var ude med skader, og Magnus Landin pådrog sig en skade i kampen.

Danmark kom fint i gang med scoringer af Niclas Kirkeløkke og Mads Mensah, og Green lagde ud med flotte redninger.

Sander Sagosen scorede to gange for Norge, og 2-2 var stillingen efter ni minutter, men så lynede Mikkel Hansen to gange til 4-2.

René Toft Hansen fik en pause efter et kvarter efter en fin start, og Mikkel Hansen øgede til 7-4 på et straffekast, og Magnus Landin sørgede for 8-5 fra fløjen.

Jannick Green fortsatte med flotte redninger, og Danmark var i kontrol. Angrebsspillet satte flere gange Norge på prøver, og kampen var primært lige, når danskerne gik et gear ned.

Danmarks sidste mål i halvlegen blev en drømmescoring af Mikkel Hansen efter vip ind i feltet fra fløjen af Hans Lindberg, og Danmark var foran 15-12 i pausen.

Et kvarter inde i anden halvleg var det mere lige med 20-20, og Nikolaj Jacobsen talte med store bogstaver i en timeout.

Norge bragte sig foran 22-20, men Danmark fik samlet sig op og udlignede.

Med ti minutter igen var det helt lige med 22-22, inden Lasse Andersson bragte Danmark foran, og Mikkel Hansen med Danmarks fjerde mål i træk øgede yderligere.

Mikkel Hansen blev udvist i to minutter ved 25-25 med lidt over to minutter igen, men foran 27-25 pillede Green et straffekast, og Danmark sikrede sejren efter endnu en scoring af hvert hold.

Danmark møder søndag Frankrig i turneringen. Frankrig vandt fredag sikkert 40-26 over Serbien.

EM afholdes i Sverige, Norge og Østrig fra 9. til 26. januar, og Danmark lægger ud med en gruppekamp mod Island 11. januar.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Vindmølle er løbet løbsk
Luk