Håndbold

Danske håndboldkvinder åbner VM mod Australien

Håndboldlandshold spiller alle sine gruppekampe klokken 20.30 lokal tid ved VM i Japan til december.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen og det danske kvindelandshold i håndbold er i pulje med Australien, Sydkorea, Tyskland, Brasilien og Frankrig til VM i Japan til december.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen og det danske kvindelandshold i håndbold er i pulje med Australien, Sydkorea, Tyskland, Brasilien og Frankrig til VM i Japan til december.

TOKYO:Der er blevet taget hensyn til de danske seere, når håndboldkvinderne til december drager til Tokyo for at spille VM.

Danmark skal nemlig spille alle sine kampe i det indledende gruppespil klokken 20.30 lokal tid, hvilket er klokken 12.30 i Danmark.

Det fremgår af turneringsplanen fra arrangørerne.

Med en tidsforskel på otte timer til Japan i december kunne kampene have risikeret at ligge midt om natten eller tidligt om morgenen dansk tid.

De danske kvinder skal spille alle gruppekampene i Kumamoto Prefectural Gymnasium, hvor der er plads til 3400 tilskuere.

Danmark er i gruppe B med Australien, Sydkorea, Tyskland, Brasilien og Frankrig.

Første opgave for landstræner Klavs Bruun Jørgensens mandskab er mod Australien 30. november.

Danmark slutter gruppen af med en kamp mod de forsvarende verdensmestre fra Frankrig 6. december.

Tre hold fra hver gruppe går videre til mellemrunden, og går Danmark videre bliver holdet i mellemgruppen parret med de tre bedste fra gruppe A, der består af Holland, Norge, Serbien, Slovenien, Angola og Cuba.

Kommer Danmark til mellemrunden skal holdet spille tre kampe den 8., 9. og 11. december.

Kampene i mellemrunden spilles i Aqua Dome Kumamoto, hvor der kan være 6400 tilskuere.

Der spilles semifinaler 13. december og finale og bronzekamp 15. december. Det foregår i Park Dome Kumamoto med plads til 10.000 tilskuere.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst