Danske håndboldkvinder hungrer efter en medalje

En semifinale er et flot resultat af de danske håndboldkvinder, men spillerne har kun øje for EM-metal.

Trine Østergaard har prøvet at vinde VM-bronze. Nu er hun på jagt efter en EM-medalje.

Trine Østergaard har prøvet at vinde VM-bronze. Nu er hun på jagt efter en EM-medalje.

HERNING:De danske håndboldkvinder vandt senest en slutrundemedalje ved VM i 2013. Kun tre af spillerne i den nuværende EM-trup var med ved den lejlighed.

Louise Burgaard, Trine Østergaard og Anne Mette Hansen var med til at sikre bronze i 2013, mens en del flere var med til at tabe bronzekampen ved EM i 2016.

Skal man tro Anne Mette Hansen, er der en verden til forskel på oplevelsen af mesterskabet, i forhold til om man vender hjem med en medalje om halsen.

- Det er altafgørende. Det, som kommer i historiebøgerne, er medaljerne. Det er ikke, hvem der fik fjerdepladsen. Jeg vil gøre alt for, at vi står med en EM-medalje på søndag. Og helst guld selvfølgelig, siger hun.

Med en finaleplads vil en medalje være sikret, men Danmark har den sværest mulige vej dertil med en semifinale mod de norske guldfavoritter.

- De har været i en klasse for sig ovre i den anden side af turneringen, men det kommer ikke så meget bag på mig. Det er et klassemandskab. Vi ved godt, det bliver svært, siger målvogter Sandra Toft.

Hun har dog troen på, at Danmark kan levere overraskelsen fredag, og højrefløjen Trine Østergaard slår fast, at de danske spillere er meget opsatte på at levere et stort resultat.

- Der er ikke nogen, som har stillet sig tilfredse endnu. Det er selvfølgelig kæmpestort, at vi har nået semifinalen, men jeg ved også, at alle på og omkring det her hold gerne vil vinde mere, lyder det fra den erfarne fløj.

23-årige Mie Højlund spiller sin tredje slutrunde og har aldrig prøvet at være i en semifinale før.

Trods det er hun ikke i tvivl om, hvor stor forskel der vil være på oplevelsen, hvis hun efterfølgende får hængt en EM-medalje om halsen.

- Der er kæmpe forskel. Man går jo og drømmer om at få en medalje om halsen, og det har jeg gjort, siden jeg var en lille pige. Jeg er slet ikke mæt nu, siger hun.

Semifinalen mod Norge fløjtes i gang klokken 20.30.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
SSI: Stadig sundhedsrisiko ved mink
Luk