Danske hold videre i EL-kvalifikationen
Brøndby, SønderjyskE og FC Midtjylland sikrede dansk succes torsdag aften

Frederik Holst scorede det afgørende mål for Brøndby i straffesparkskonkurrencen. Arkivfoto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix
BRØNDBY:Brøndby er videre til tredje kvalifikationsrunde i Europa League.
Men det holdt meget hårdt, før den danske klub efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence sendte Hibernian fra den næstbedste skotske række ud med samlet 6-4 efter torsdagens returkamp i Brøndby.
Brøndby-målmand Frederik Rønnow parerede det første straffespark fra Hibernian, og til sidst scorede indskiftede Frederik Holst sejrsmålet. Brøndby er dermed klar til at møde tyske Hertha Berlin i tredje runde.
Kort før tid
Det europæiske eventyr fortsætter også for SønderjyskE.
Lidt tidligere på aftenen kom sønderjyderne videre fra anden kvalifikationsrunde efter forlænget spilletid mod Strømsgodset.
Nordmændene vandt returkampen 2-1 på hjemmebane, og holdene måtte ud i forlænget spilletid, hvor Troels Kløve blev helten med sin udligning til 2-2 kort før tid.
FCM i Remis
Den danske tretrinsraket blev startet af FC Midtjylland.
De tidligere danske mestre måtte ganske vist nøjes med 2-2 i returkampen ude mod FC Vaduz fra Liechtenstein.
Eftersom FC Midtjylland vandt den første kamp med 3-0 på hjemmebane, går cheftræner Jess Thorups hold videre med cifrene 5-2.
/ritzau/
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.