Danske indvandrere endt i politisk dødvande

I Situationen forstærker polariseringen i samfundet

EMNER 2. marts 2003 07:00

KØBENHAVN: Den mest omtalte gruppe af mennesker i Danmark er indvandrerne. Men indvandrerne selv er tavse, og deres organisationer nærmer sig den totale opløsning - Det er en ulykkelig situation, at indvandrerorganisationerne fungerer så dårligt, som de gør - for indvandrerdebatten og for de politiske beslutninger om indvandrerspørgsmål, siger professor i statskundskab og formand for Magtudredningen, Lise Togeby. De danske indvandrerorganisationer har aldrig stået svagere end i dag. Efter en opblomstring sidst i halvfemserne er miljøet nu i ruiner. Og det på trods af, at der fra de etniske minoriteters synspunkt aldrig har været mere, de kunne være enige om end under den nuværende regering. Men de har ikke haft en seriøs repræsentant i offentligheden siden paraplyorganisationen INDsams kollaps kort efter nytår, ligesom den anden store organisation POEM i efteråret mistede sin populære formand, Muharrem Aydas. Lise Togeby har for nylig lagt sidste hånd på et forskningsprojekt om politisk integration, der udkommer som bog næste måned. Hun fremhæver minoriteternes politiske tavshed som et stort problem. - Ingen ved, hvem de skal henvende sig til. De seneste par år har Muharrem Aydas været alene om at tale med autoritet i medierne, og nu er han væk. Den bekymring deler folketingsmedlem Naser Khader (R). Han peger på, hvor vigtig en rolle interesseorganisationernes spiller som lobbyister over for beslutningstagerne. - Jeg tror ikke, at aldersgrænsen på 24 år for at blive familiesammenført var blevet til noget, hvis der havde været stærke indvandrerorganisationer til at protestere. I øjeblikket har regeringen fuldstændig frit spil. De eneste, der råber højt, er nogle oppositionspolitikere, siger Naser Khader. Selv har han valgt at gøre sin indflydelse gældende i det danske system, ligesom så mange andre unge politiske profiler med indvandrerbaggrund. Det løser bare ikke problemet, mener Naser Khader. Selv om han blander sig i debatten har han ikke et bagland blandt de danske indvandrere - Naser Khader er eksempelvis primært valgt på danske stemmer. - Vi repræsenterer først og fremmest vores partier og er loyale over for dem. Det er vigtigt, at der er nogle velfungerende foreninger, som kan tale flygninge og indvandres sag. Men ifølge Lise Togeby er problemet langt mere principielt end diskussionerne om, hvorvidt stramninger er nødvendige eller forkerte. Hovedsagen er, at indvandrerne slet ikke har været involveret. Og når folketinget lovgiver "hen over hovedet" på en befolkningsgruppe, er det med til at forstærke polariseringen i samfundet. - Der er nødt til at være en kanal mellem indvandrere og beslutningstagerne; det er jo sådan hele vores samfund er bygget op. Politikerne skal have deres viden og kompetencer et sted fra, og samtidig vil indvandrerne bedre kunne acceptere argumenterne og årsagen til lovgivningen. Hvorfor gør indvandrerne så ikke bare noget ved det? Ifølge Lise Togeby er en af forklaringerne den simple, at indvandrergrupperne er mindst lige så forskellige som de etniske danskere. Samtidig er de ikke flasket op med den danske foreningskultur. Men der er også en tredje årsag: - De er aldrig blevet taget seriøst af systemet. For eksempel blev organisationerne pillet ud af Rådet for Etniske Minoriteter, og uanset hvad man i øvrigt mente om det gamle råd, er der ingen tvivl om, at det har gjort dem yderligere magtesløse og hjulpet til fragmenteringen. Potentialet er der, fortæller Lise Togeby. På det kommunale niveau, hvor mange beslutninger om integration bliver udmyntet i praksis, er danske indvandrere aktive både som vælgere og kandidater, også sammenlignet med landene omkring os.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...