Vold

Danske jøder frygter overfald

Mosaisk Troessamfund er bange for hævnangreb på grund af krigen. Politiet er ikke bekymret

KØBENHAVN:Den jødiske organisation Mosaisk Troessamfund frygter, at frustrerede muslimer vil lade deres vrede gå ud over jøderne, når USA begynder krigen mod Irak. Talsmand for trossamfundet Jacques Blum henviser blandt andet til, at der under sidste Golfkrig var flere angreb på jøder. - Antallet af ubehagelige situationer plejer at blive øget i denne slags situationer, siger Jacques Blum. Det kan for eksempel være overfald på gaden, telefontrusler og angreb på synagoger. - Det kan også stige, eftersom Danmark er direkte involveret i krigen, mener han. Situationen bliver meget debatteret i trossamfundet, som håber på politibeskyttelse af jødiske synagoger, skoler og plejehjem. Chefkriminalinspektør Per Larsen fra Københavns Politi fortæller, at politiet har "skruet op for blusset over for en lang række lokaliteter og interesser". Hvad det præcist indebærer, ønsker han af sikkerhedsmæssige årsager ikke at komme ind på, men om jødernes situation i Danmark siger han: - Som udgangspunkt er mit indtryk, at situationen er relativt uforandret, men sund skepsis er altid godt - også i denne situation.