Danske juniorer tæt på VM-medaljerne

Det blev ved lige ved og næsten for danskerne ved fredagens VM for juniorer i orienteringsløb på mellemdistancen i Kollerup Plantage i Nordjylland med Aalborg Orienteringsklub som arrangør.

Rasmus Thrane Hansen var bare 16 sekunder fra en bronzemedalje og fik en sjetteplads. Søren Schwartz Sørensen blev nummer ni. Hos kvinderne var Emma Klingenberg blandt favoritterne, da hun vandt et af de tre kvalifikationsheat onsdag. Men hun løb lidt forkert først på banen og fik en femteplads lige efter danske Signe Klinting, der erobrede fjerdepladsen. En af favoritter, Ida Bobach, stillede ikke til start, da hun vred om på foden ved kvalifikationsløbet onsdag. Hun håber dog at være klar til Junior-VM i stafetorientering, der afvikles lørdag i Rebild Bakker. Her er både de danske mænd og kvinder blandt medaljefavoritterne. Det blev i stedet svenskernes dag, da de vandt hele fire af de seks medaljer.