Danske Nets-ansatte kan miste arbejdet

I en spareplan lægger Nets op til, at der skæres op mod 175 stillinger i Danmark, Finland, Norge og Sverige.

Ritzau
Betalingsselskabet Nets skal strømline forretningen, og det kommer til at gå ud over de ansatte. Foto: Free/Pressefoto, Nets.
Arbejdsmarked 20. marts 2018 14:09

Betalingsselskabet Nets skal strømline forretningen, og det kommer efter alt at dømme til at gå ud over de ansatte.

I en pressemeddelelse skriver selskabet, at op til 175 kan blive berørt i Danmark, Finland, Norge og Sverige.

- Vi ønsker at fortsætte transformationen af Nets ved yderligere at styrke effektiviteten og reducere vores omkostninger. Dette vil gøre det muligt for os at investere i vores videre vækst og styrke vores konkurrencekraft.

- Desværre kan det potentielt betyde, at en række stillinger nedlægges, hvilket kan berøre medarbejdere på tværs af vores organisation, siger Bo Nilsson, administrerende direktør i Nets, i pressemeddelelsen.

Det oplyses ikke, hvordan fordelingen af nedskæringerne bliver.

Nets beskæftiger i dag 2400 medarbejdere på tværs af Norden og i Estland.

Selskabet offentliggjorde sit regnskab 2017 for omkring en måned siden.

Det viste et justeret resultat efter skat på 1591 millioner kroner, svarende til en forbedring på knap 60 procent i forhold til året forinden.

Omsætningen voksede med knap fem procent og udgjorde 7,7 milliarder kroner.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...