Bryggerier

Danske Ølentusiaster har vokseværk

Den eksplosive interesse for specialøl kan mærkes hos Danske Ølentusiaster. Medlemstallet stiger, og tilslutningen til ølfestivalen ventes at slå alle rekorder

KØBENHAVN:At danskerne for alvor har fået øjnene op for øllet, kan de bekræfte hos foreningen Danske Ølentusiaster. Hver eneste dag vælter det ind med tilmeldinger, og når foreningen i maj slår dørene op for den femte ølfestival i København, kan jubilæet efter al sandsynlighed fejres med den største tilslutning nogensinde - både fra bryggeriernes og de besøgendes side. Stifteren af foreningen, informationschef Søren Houmøller, glæder sig over den store opmærksomhed, specialøllene har fået i Danmark. Han er ikke i tvivl om, at den skyldes, at vi danskere er blevet mere bevidste om kvalitet. - Man går mere op i kvalitet end i kvantitet. Det er den samme udvikling, som vi også har set med vin og ost. Folk vil gerne udfordres på deres smagsløg og have en på opleveren, siger Søren Houmøller. Når en flaske vin kommer på bordet, kan man læse om druen, og hvor vinen er lavet. Tilsvarende kan man på specialøllene finde oplysninger om, hvordan den er brygget, og hele det oplevelsesmoment er vigtigt, mener Søren Houmøller. - Hver gang man åbner en ny slags øl, får man en ny oplevelse, og det er det centrale, for vi lever i et oplevelsessamfund og ikke i et overlevelsessamfund, siger han. Gennem de sidste to år har Danske Ølentusiaster i gennemsnit fået mere end seks nye medlemmer hver eneste dag. Når den til foråret afholder den femte store ølfestival i Valby i København, kan foreningen formentligt tælle sit medlem nummer 11.000. I løbet af tre dage ventes mere end 10.000 gæster at besøge festivalen, hvor der vil være omkring 1000 forskellige øl at vælge imellem - danske specialøl såvel som udenlandske. - Ved sidste festival var 17 danske bryggerier repræsenteret, men da der for tiden åbner et nyt mikrobryggeri i Danmark omtrent en gang om måneden, vil man kunne smage øl fra cirka 30 danske bryggerier på jubilæumsfestivalen, siger Søren Houmøller. Tidligere har det hovedsageligt været de udenlandske specialøl, der har fyldt meget på festivalen, men med det voksende danske udbud fylder de danske øl stadig mere. Det betyder dog ikke et farvel til de importerede øl. - De udenlandske øl forsvinder næppe fra markedet, selv om de danske vinder ind. Nysgerrigheden er så stor, at der er plads til begge dele, siger Søren Houmøller. På trods af den voldsomt stigende interesse er han sikker på, at vi endnu ikke har nået højdepunktet, men at fremgangen vil fortsætte mange år endnu. - Der er plads til mange flere specialøl på det danske marked. Specialøllenes andel er slet ikke lige så stor som i for eksempel Belgien og USA. Og jeg tror, vi i Danmark har plads til en større andel end de lande, fordi vi har en lang tradition for at drikke øl, siger Søren Houmøller. /ritzau/