Danske politikere til Cannes-festival

REJSE: Kulturministeren og Folketingets Kulturudvalg til filmfestival for at lære om dansk film Filmfestivalen i Cannes får massiv deltagelse af danske politikere. Kulturminister Brian Mikkelsen (K) og ti medlemmer af Folketingets Kulturudvalg deltager. Med en udvalgssekretær og fire ansatte i Kulturministeriet bliver det en delegation på 16 personer, der på søndag rejse til Cannes i Sydfrankrig, hvor de skal være indtil den følgende onsdag. Formanden for Folketingets Kulturudvalg, Kim Andersen (V), ser ikke noget problem i rejsen. - Det bliver en faglig tur med briefinger. Vi skal have en indførelse i, hvordan danske film bliver solgt på festivalen. - Er det nødvendigt at rejse til Cannes for at få den orientering? - Det spørgsmål kan man altid stille, og vi har altså valgt at tage derned for at fornemme miljø og vilkår. Dansk film har stor eksport og det offentlige giver stor støtte til filmproduktion, siger Kim Andersen. Kulturudvalget skal selv betale rejse og ophold - det koster 90.000 kroner - men er ellers gæst hos filmproducenternes forening. Under opholdet i Cannes skal folketingsmedlemmerne og kulturministeren mødes med filmproducentforeningen og Det Danske Filminstitut, og blandt andet prøve at lære af Frankrig, som har en endnu større procent af nationale film i sine biografer end Danmark. Og så skal udvalget og kulturministeren se film. Højdepunktet bliver gallapremieren på Lars von Triers nye film Dogville, der deltager i hovedkonkurrencen i Cannes. Ved den lejlighed skal herrerne have smoking på og damerne lang kjole. "Herrerne kan til nød klare sig med sort jakkesæt, men husk butterfly - det er et krav! " står der i det program, deltagerne i rejsen har fået udleveret. Kulturminister Brian Mikkelsen skal til filmfestival i Cannes sammen med 10 folketingsmedlemmer