Danske pornofiltre er klart de bedste

AALBORG:Den undersøgelse om pornofiltre til brug på internettet, som ofte dukker op i diskussionen, blev foretaget i november i fjor af Rasmus Bruun og Haakon Lund fra Danmarks Biblioteksskole. De undersøgte fem netfilter-produkter, hvoraf to, Access Proxy og Eno Logic, er danske. De øvrige er primært amerikanske eller australske. Undersøgelsen blev foretaget ved at tjekke adgangen til 200 tilladte sider, især indenfor sundhed og samliv. Siderne var både danske og engelske. Det samme var de 100 undersøgte sider, der rummede både blød og hård porno. Filtrenes resultater var vidt forskellig, men generelt klarede de danske sig klart bedst. De stoppede helt eller delvist 93 til 99 procent af de pornografiske sider. Til gengæld stoppede i hvert fald Eno Logic også mange af de tilladte websider. Ved en indstilling, der helt eller delvis blokerede 98 procent af pornosiderne, forsvandt også adgangen til hver femte af de tilladte sider. Bedst gik det for Access Prosy, der kun stoppede en-tre procent af de tilladte hjemmesider, men helt eller delvis stoppede adgangen til 99 procent af pornografiske. Kun en god halv snes danske folkebiblioteker har installeret filtre, blandt dem Birkerød. - I al den tid, filtrene har været i brug, har de kun en enkelt gang haft en bruger, der gerne ville på ind en side, der var blokeret, men som ikke burde være det. Og ham hjalp bibliotekarerne naturligvis, refererer byrådsmedlem Inge Ibsen Fomcenco (KD).