Danske protester

KØBENHAVN: Både i København og Odense var der lørdag demonstrationer mod Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Begge steder foregik demonstrationerne i god ro og orden. Foran avisens bygning på Kongens Nytorv i København opfordrede omkring 100 mennesker til at stoppe hetzen mod muslimer under sloganet "Gensidig respekt". Demonstrationen, der startede på Sankt Hans Torv på Nørrebro, var arrangeret af bl.a. Landsforeningen af Socialpædagoger, Muslimer i Dialog og Rød Ungdom. - Tag dig nu sammen, Juste. Kom ud af dit elfenbenstårn og mød menneskene, hvor de befinder sig, sagde bl.a. imam Abdul Wahid Pedersen med henvisning til Jyllands-Postens chefredaktør Carsten Juste. Ikke langt derfra, foran Christiansborg, demonstrerede en gruppe shiamuslimer mod tegningerne af deres profet. Ifølge politiet deltog 800-900 i demonstrationen. Tidligere på dagen gik omkring 400 mennesker i demonstration fra Flakhaven i Odense til Vollsmose med formålet at fordømme både tegningerne og de overgreb, der har været i udlandet mod danske interesser i forbindelse med Muhammed-krisen. Heller ikke i Odense kom det ifølge politiet til nogen form for uro. Tværtimod lånte politiet demonstranterne en megafon, så de kunne råbe hinanden op. /ritzau/