Coronavirus

Danske rejsende flyver hjem fra ferie selv om de er smittede

Det er "ekstremt uhensigtsmæssigt", lyder det fra Erik Brøgger, direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet

Næsten hver femte smittede i Danmark tror, at de er blevet smittet, mens de var i udlandet.

Næsten hver femte smittede i Danmark tror, at de er blevet smittet, mens de var i udlandet.

KØBENHAVN:Flere borgere fra Danmark, der er rejst på ferie og viser sig at være smittede, vælger at rejse hjem til Danmark, selv om de skal isolere sig og følge de lokale myndigheders anbefalinger.

Det oplyser Erik Brøgger, der er direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet, til TV2.

- Vi har fået henvendelser fra danskere, der måske er overrasket over, at de er blevet smittet på ferien. Nogen af dem har ingen symptomer og siger, at "nu tager jeg altså hjem". Og så ved vi, at de er taget i lufthavnen og er rejst, siger han til TV2.

Borgerservice har konkret viden om, at der er smittede, der er rejst hjem, og det kalder Erik Brøgger "ekstremt uhensigtsmæssigt". Det er uvist, hvor mange der er tale om.

Det forventes, at man som smittet i et givent land går i selvisolation, ligesom det også er tilfældet, hvis man skulle blive smittet hjemme i Danmark.

Til TV2 forklarer Erik Brøgger, at risikoen ved at droppe at følge retningslinjerne er, at hele det fly, man har siddet i, også bliver sendt hjem.

Han opfordrer til, at man som rejsende orienterer sig om de lokale myndigheders anbefalinger og følger dem.

Erik Brøgger har tidligere fortalt til Ritzau, at Borgerservice har det indtryk, at "der er nogen, der glemmer, at man kan blive smittet, når man rejser".

- De bliver så lidt skuffede, hvis de samler virus op og skal i isolation på feriedestinationen, fortalte han fredag.

Jyllands-Posten skrev torsdag, at testcentrene i de to største danske lufthavne, Billund og Kastrup, er blandt de testcentre, der relativt finder flest smittede med covid-19. Det hører dog med til historien, at ikkerejsende også kan bestille tid til test i lufthavnene.

Tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed viser, at næsten hver femte smittede i Danmark tror, at de er blevet smittet, mens de var i udlandet. Størstedelen formoder, at det er sket, mens de var i Spanien.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.