Danske satellitter i kredsløb

Naturvidenskab 4. juli 2003 08:00

København, torsdag /ritzau/ De to danske minisatellitter, der mandag blev sendt i kredsløb om jorden med en russisk raket, er efter alt at dømme i kredsløb om jorden. Den amerikanske overvågningsenhed NORAD har sporet ni elementer i rummet - og to af disse kan være de danske minisatellitter fra Aalborg Universitet, AUC, og Danmarks Tekniske Universitet, DTU. Det oplyser professor Mogens Blanke, DTU. - NORAD kortlægger alt i rummet - og har kunnet spore ni elementer. Det har været en store lettelse for os, at vi nu ved, at satellitterne er kommet ud af den raket, der sendte dem op, siger professoren. Ud over de to danske minisatellitter var der både canadiske, tjekkiske og japanske satellitter med i afsendelsen i mandags. Efter alt at dømme gav den nordjyske satellit lyd fra sig torsdag morgen, da den passerede Danmark i 820 kilometers højde. Studerende Morten Bisgaard, Aalborg Universitet, der lyttede intenst efter radiosignaler fra aalborgsatellitten, kan ikke med sikkerhed sige, om det var den: - På den anden side er det heller ikke sandsynligt, at det kommer andre steder fra, så håbet om at få forbindelse lever endnu, siger Morten Bisgaard. Der kan gå nogle dage endnu, før danskerne får vished om minisatellitterne. Da de kun måler 10x10x10 cm og vejer omkring et kilo, tager det lidt tid, inden NORAD kan finde den præcise bane, som de er i kredsløb om jorden i. - De sender deres radiosignal med kun 0,4 watt. Det svarer til, at man skulle finde en mobiltelefon, der sender med 0,2-0,4 watt, 1000 kilometer ude i rummet. Prøv lige det, siger Mogens Blanke. Satellitten fra AUC er forsynet med et kamera, som skal tage billeder af Danmark, og om alt går vel, vil de kunne ses på www.cubesat.auc.dk, hvor hele historien om studentersatellitterne også står. DTU-satellitten skal afprøve en metode til at fjerne rumskrot fra rummet. En mere end 400 meter lang kobbertråd skal rulles ud fra satellitten, og den skal bremse satellitten så meget, at den vender tilbage til jordens atmosfære, hvor den brænder op. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...