Danske skibe bevæbnes i alle piratområder

Med ny lov vil danske handelsskibe også kunne skyde fra sig mod pirater ved Vestafrika.

Danske skibe bevæbnes i alle piratområder

Mens det somaliske pirateri er stækket for nuværende, så vokser problemerne med pirater ud for Vestafrikas kyster.

Så når Folketinget i løbet af juni vedtager en ny lov, der giver danske rederier våbentilladelse, vil danske skibe også kunne skyde igen mod pirater ud for Vestafrika.

Det siger vicedirektør i Danmarks Rederiforening, Jan Fritz Hansen.

- Loven giver mulighed for, at rederierne kan bevæbne skibe i alle kendte piratområder. Ud over Østafrika, gælder det også Vestafrika, hvor pirateriet er stigende, men dog af en anden karakter med røveriske overfald, siger Jan Fritz Hansen til Ritzau.

Den nye lov giver rederierne våbentilladelse, og det er op til rederierne selv at vælge gode kvalificerede vagter, der kan håndtere situationen med at stå med et våben overfor angribende pirater.

FN's søfartsorganisation, IMO, har besluttet, at vagt- og sikkerhedsselskaber, der leverer bevæbnede vagter skal certificeres efter en ny ISO-standard.

IMO har netop udstedt et sæt vejledende regler, der skal gælde indtil en ISO-certificering ventes at være på plads inden udgangen af året.

- Vi mener, at en ISO-certificering er nok, og det bakker vi op om. Det kan vi forstår, at også EU-Kommissionen gør.

- Og det er muligt, at ISO-standarden vil komme som en EU-forordning, der forpligter alle lande til at følge den, og dermed er alle europæiske rederier forpligtet til at følge den, siger Jan Fritz Hansen.

Somaliske pirater har voldt store problemer for den internationale handelsflåde. I Danmark blev pirateriet for alvor sat på dagsordenen med kapringen af det første danske fragtskib Danica White.

Fem danske søfolk var gidsler i 83 dage inden de og skib slap fri for en løsesum i omegnen af fire millioner kroner. Først i 2011 blev det dog tilladt danske skibe at få bevæbnede vagter om bord.

Det var dog en bureaukratisk ordning, hvor der skulle søges om tilladelse til hvert enkelt skib.

Med den nye lov er det rederierne, der får våbentilladelsen og det er op til rederierne selv at tjekke kvaliteten af vagterne og de vagtselskaber, der leverer til dem.

/ritzau/