Danske skibe skal skrottes miljørigtigt i Asien

Danmark skal tiltræde konvention, der sikrer, at udtjente skibe ikke forurener strande i tredjeverdenslande.

Erhverv 14. september 2016 08:44 - Opdateret 14. september 2016 12:37
Det skal være slut med ophugning af internationale skibe på strande i Indien, Bangladesh og Pakistan, som gør arbejdere syge og forurener naturen med skadelige kemikalier.

Derfor tager miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) et skridt mod at tilslutte Danmark en global aftale, der skal sikre, at ophugningen af skibe i hele verden sker på forsvarlig vis for mennesker og miljø.

Ministeren vil ændre danske regler, så vi kan tiltræde den såkaldte Hongkong-konvention, lyder det i en pressemeddelelse.

- Det gør stærkt indtryk at se forholdene på de værfter i Asien, hvor mange udtjente skibe hugges op. Derfor har det været en vigtig prioritet at få de danske regler tilpasset, så vi kan tiltræde Hongkong-konventionen, der er med til at fastsætte globale standarder for sikker ophugning af skibe.

- Det skal sende et stærkt signal til andre lande - jo flere lande, der tiltræder, jo hurtigere kan konventionen træde i kraft, siger Esben Lunde Larsen i meddelelsen.

På verdensplan bliver omkring 1000 udtjente handelsskibe hvert år hugget op, så for eksempel stålet kan genbruges. Størstedelen bliver sendt til ophugning i tredjeverdenslande. Her er der ikke samme standarder for som for eksempel i Danmark.

Ifølge Danmarks Rederiforening bliver omkring ti danske skibe ophugget hvert år. De fleste af dem bliver også sendt på en sidste rejse for eksempel mod Indien.

Hongkong-konventionen blev vedtaget af FN’s søfartsorganisation i 2009. Dele af konventionen er allerede vedtaget i EU med den såkaldte Skibsophugningsforordning. Ifølge Danmarks Rederiforening er der brug for globale regler, fordi skibsfarten er en global branche.

Danmark forventer at kunne tiltræde konventionen i foråret 2017.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...