EMNER

Danske soldater i nye kampe efter tab af leder

KØBENHAVN:Stemningen er trykket, men de danske soldater i det mekaniserede infanterikompagni i Afghanistan kæmper videre trods tabet af deres operative leder og kammerat, Anders Storrud. - Jeg har set en del, men det er simpelthen imponerende, så robust enheden er. De er topprofessionelle og er allerede nu i gang med nye hårde kampe, der skal presse Taliban. De er enige om at kæmpe videre i Anders¿ ånd, siger den danske bataljonschef i Afghanistan, oberst Kim Kristensen. Anders Storrud døde tirsdag af kvæstelser efter et angreb med mortergranater mandag. Han blev ramt af granatsplinter, da hans enhed var i gang med at slæbe en beskadiget mandskabsvogn væk, og det har været diskuteret, om soldater hellere skal sprænge beskadiget materiel end at risikere livet ved at slæbe det med sig bort. - Anders vurderede, at det var sikkert at forsøge at slæbe vognen bort frem for at sprænge den, og de foreløbige undersøgelser hernede viser på ingen måde, at hans vurdering var fejlagtig. Dødsfaldet var tilfældigt og desværre en del af den risiko, man løber i denne del af verden, siger Kim Kristensen./ritzau/