Danske soldater melder fra

Sikkerhedspolitik 1. december 2007 05:00

KØBENHAVN: Der er langt fra julehygge i Danmark til krigen i Afghanistan. Ikke mindst for de soldater, der skal af sted på næste mission. Derfor får meldingen om endnu to dræbte danske soldater også nogle til at springe fra. - Vi ved, at når der sker sådan noget som dette, er der nogle stykker, som vælger at sige op. Det handler mest om, at diskussionerne blusser op hjemme i familierne. Det er klart, at man genovervejer lige, hvis man er på vej ud på sin første mission, men da også senere, om det nu er det, man vil, siger formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF), Flemming Vinther. Han kan ikke sætte tal på, hvor mange soldater der vil springe fra. Torsdag blev to danske soldater på henholdsvis 21 og 22 år dræbt. Dermed har fem danskere inden for to måneder mistet livet i Afghanistan. Det vil påvirke soldater, der skal af sted, lyder det fra forsvarsminister Søren Gade (V). - Jeg kan godt forstå, hvis de to tab kan få nogle soldater til at melde fra, og jeg ser det ikke som et svaghedstegn. Hvis soldaten selv har fået betænkeligheder, eller han kan mærke på sin familie, at den ikke bakker op om beslutningen, kan han ikke løse opgaven. Og så er det bedre, at man melder fra på forhånd. Det ved jeg, at soldaterne har overvejet, inden de tager af sted, og derfor er det nogle meget afklarede soldater, vi har dernede, siger Søren Gade til Ritzau. HKKF er enig med forsvarsministeren, der desuden henviser til, at forsvaret ikke har problemer med at rekruttere folk til Afghanistan. - Vi rekrutterer faktisk flere, end vi havde forventet, da vi lavede forsvarsforliget, og det kan gøre mig både stolt og helt stille. For de soldater, der tager til Afghanistan, tror fuldt og fast på opgaven, mens det er os herhjemme, der tvivler. Det burde egentlig være omvendt, siger Søren Gade. Forsvarets Personeltjeneste bekræfter, at et stigende antal soldater springer fra deres kontrakter, når danske soldater bliver dræbt på internationale missioner. Men ifølge personeltjenesten er der ingen konkret opgørelse over det præcise antal. Godt 600 danske soldater er udstationeret i Afghanistan./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...