Danske specialforbund: Værn om den danske idrætsmodel

Dansk Idrætsforbunds specialforbund opfordrer danske landsholdsudøvere til at respektere den danske model.

Dansk Idrætsforbunds (DIF) 62 specialforbund opfordrer i en ny, samlet udmelding danske landsholdsudøvere til ikke at vende den danske idrætsmodel ryggen.

Udmeldingen skal ses i lyset af de seneste landsholdskonflikter inden for fodbold og badminton, lyder det fra forbundene.

- Vi oplever i stigende grad, at landsholdskonflikter bliver gjort til en kampplads mellem landsholdsudøvere og forbund.

- Vi ser nogle ødelæggende konflikter, som vi ikke ser i andre lande, og vi oplever, at hensynet til sig selv nogle gange skubber hensynet til helheden i baggrunden, og at atleternes repræsentanter i form af diverse spillerforeninger forsøger at presse en klassisk arbejdsmarkedsmodel ned over landsholdsaktiviteterne, lyder det i en pressemeddelelse.

De 62 forbund vil have de danske landsholdsudøvere og spillerforeninger til at respektere den danske idrætsmodel.

- Landsholdsudøverne bør konstruktivt samarbejde med forbundene om at skabe de nødvendige midler.

- Midler, som skal bruges til at udvikle forholdene for landsholdsudøverne selv, men som også skal bruges til at skabe gode rammer for de frivillige, for breddeidrætten og for talentudviklingen, så vi sikrer, at der også er et tilbud til de kommende generationer.

Specialforbundenes samlede udmelding kommer, samtidig med at den midlertidige landsholdsaftale mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen står til at udløbe ved denne weekends udløb.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.