Danske stafetkvinder leverer ny god tid i London

På 4 x 100 meter kunne de danske kvinder ikke leve op til den danske rekord, men det blev til en ny god tid.

Weekendens Diamond League-stævne afholdes på London Stadium, der dannede ramme om atletikkonkurrencerne ved OL i 2012. Foto: Matthew Childs/Reuters

Weekendens Diamond League-stævne afholdes på London Stadium, der dannede ramme om atletikkonkurrencerne ved OL i 2012. Foto: Matthew Childs/Reuters

For nylig satte de danske atletikkvinder dansk rekord på 4 x 100 meter i Lausanne med en tid, der lød på 44,95 sekunder.

Helt så hurtigt gik det ikke søndag eftermiddag ved et Diamond League-stævne i London, men det blev til en ny god tid på 45,06 sekunder.

Louise Østergård, Ida Karstoft, Mette Graversgaard og Mathilde U. Kramer blev godt nok sidst i deres heat på London Stadium, men tiden var deres næstbedste i 2017/18.

Tiden forbedrer dermed stafetlandsholdets muligheder for at komme med til EM i Berlin i august.

Her er det de 16 bedste nationer, der får en adgangsbillet, og Danmark lå før søndagens konkurrence netop på 16.-pladsen.

Rangeringen baseres på stafetholdenes to bedste tider i løbet af sæsonen. Før søndag lød danskernes næstbedste tid på 45,18 sekunder. Den tid blev sat i Genève i juni, men blev altså overgået igen søndag.

EM i Berlin begynder 7. august og slutter fem dage senere.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.