Fodbold

Danske talenter til tops

To AaB'ere i karantæne mod Luxembourg - og dermed fit for fight mod Farum

DANMARK - NORGE 2-0 (0-0) FODBOLD U/21 EM-KVAL. FARUM: De danske talenter gik til tops i deres EM-kvalifikationsgruppe og viste samtidig, hvordan et kompakt, norsk forsvar skal åbnes, da de rød-hvide fik en kærkommen revanche for det eneste nederlag, de har indkasseret hidtil i gruppen, 3-0 i Norge. Tommy Bechmann fra Esbjerg var skarpretteren, først med en snarrådig afslutning, da den norske målmand Håkon Opdal kun kunne halvklare på et hovedstød fra Dan Thomassen - dernæst da Opdal lavede en kæmpebrøler uden for eget målfelt. Han tabte ganske enkelt bolden i duel med Bechmann, som fra stor afstand kunne trille bolden i et tomt mål. En noget tam første halvleg blev byttet ud med en engageret og inspirerende indsats af danskerne i de sidste 45 minutter, da der kom mere tempo og bedre optimisme i angrebene, og sejren var såre fortjent, efter godt kantspil - men måske med et par heldige scoringer til følge. De to AaB'ere i startopstillingen, Michael Silberbauer og Rasmus Würtz, udgjorde den centrale, defensive midtbane på det danske hold, og Würtz var den klart mest markante af de to, med gode afleveringer og fint blik for spillet. Han lagde op til to gode chancer, i det 14. og det 18. minut, begge gange til Superligaens topscorer Jan Kristiansen, men han sendte bolden i hvert sit sidenet. Og Würtz var i det 39. minut redningsmand på den danske mållinje, da han reddede på et norsk hovedstød efter hjørnespark - det eneste reelle forsøg, nordmændene havde i første halvleg. Michael Silberbauer havde et fint langskud lige forinden, men bolden strøg lige over mål. Ellers var der langt mellem de gode ting fra hans side før pausen, men en betydelig bedre anden halvleg gav ham et plus. Thomas Augustinussen kom som den tredje AaB'er på banen fem minutter før tid. Set med AaB-briller, så vil Würtz og Silberbauer nok også få et anerkendende klap på skulderen for de advarsler, de pådrog sig i anden halvleg. Den giver dem nemlig begge karantæne i U21-landskampen på tirsdag i Luxembourg, så de kan være helt fit for fight til AaB's næste kamp, på samme arena som i aftes, mod Farum. Men en og anden vil måske nok skele lidt skævt til nordjyderne - specielt for den advarsel, Silberbauer "kæmpede" sig til tre minutter før tid. Kampfakta: Mål: 55. minut 1-0 Tommy Bechmann. 80. minut 2-0 Tommy Bechmann. Danmark (4-2-3-1): Stephan Andersen - Allan Olesen, Dan Thomassen, Leon Andreasen, Dennis Cagara - Michael Silberbauer, Rasmus Würtz - Jonas Kamper (89. minut Dennis Sørensen), Thomas Kahlenberg (75. minut Christian Traoré), Jan Kristiansen - Tommy Bechmann (85. minut Thomas Augustinussen). Advarsler:68. minut Rasmus Würtz, Danmark. 87. minut Michael Silberbauer, Danmark. Dommer: Florian Meyer, Tyskland. Tilskuere: 2.005