Danske triatleter bliver nummer fem i EM-titelforsvar

Danmarks forsvarende europamestre tog femtepladsen i triatlonstafet for hold med både mænd og kvinder.

De danske triatleter kunne ikke hamle med de bedste ved EM i Glasgow. Foto: Russell Cheyne/arkiv/Reuters

De danske triatleter kunne ikke hamle med de bedste ved EM i Glasgow. Foto: Russell Cheyne/arkiv/Reuters

En ung dansk triatlonkvartet kunne ikke forsvare det overraskende EM-guld i mixstafet fra 2017.

Holdet, der bestod af Anne Holm, Emil Holm, Alberte Kjær Pedersen og Andreas Schilling, blev nummer fem i lørdagens stafet ved mesterskabet i Glasgow.

Guldet blev vundet af mixholdet fra Frankrig foran Schweiz og Belgien. Danmark endte 1 minut og 21 sekunder efter franskmændene.

Til forskel fra holdet, der vandt guld sidste år, var Emil Holm og Alberte Kjær nye. Andreas Schilling og Anne Holm var begge med i 2017.

Sidstnævnte var første dansker på lørdagens rute. Holm var med helt fremme i svømningen og cyklingen, men i løbedelen faldt hun tilbage og sendte sin storebror, Emil Holm, afsted som nummer 12 i feltet.

Han kom fint igennem, men danskerne var langt fra de forreste, da Kjær blev sendt ud som tredje dansker. Hun kæmpede sig op på ottendepladsen, før Schilling blev sendt ud på sidste tur.

Schilling overhalede flere af de øvrige nationers løbere, før han spurtede i mål på femtepladsen, men medaljerne var langt væk.

Danskerne håber på en plads ved OL i 2020 i Tokyo, hvor disciplinen er på programmet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden