Terrorisme

Danskens store enegang

"Det er en stor tid vi lever i. Og den bliver større og større for hver dag", skrev den tyske digter Erich Kästner i 1930. Citatet faldt mig i hu, da jeg læste om, at Venstres forsvarspolitiske ordfører, Troels Lund Poulsen, fremsatte et forslag om, at Danmark burde have mulighed for at gå enegang (sammen med USA

, men det er naturligvis kun en parantes), når det gjaldt om at bekæmpe denne verdens slyngelstater og terroristiske rottereder. Forslaget opstillede ganske vist nogle betingelser, og ordføreren bedyrede, at Danmark ikke var ude på at undergrave FN, nu da vi har fået sæde i Sikkerhedsrådet, men den danske nation skulle ikke afskrive sig handleretten, hvis der forelå gentagne krænkelser af FN's henstillinger, folkedrab og masseødelæggelsesvåben, der truede freden og friheden i verden. At dette lille, danske rige skulle komme så vidt, at det agter at gå enegang (sammen med USA, men det er naturligvis kun en parantes) i bekæmpelsen af kommende, skrupelløse diktatorer som Saddam Hussein, er et vidnesbyrd om, at tiderne er blevet store. Især tider til store ord. Jeg vil straks foreslå Venstres forsvarspolitiske ordfører, at Forsvarets Efterretningstjeneste i Danmark bliver sat på sagen, så der bliver et solidt dokumenteret bevismateriale at gå i krig på. FE kan givetvis klare sig lige så godt som det amerikanske CIA og det engelske MI6, som jo til fulde beviste, at de var hver eneste skattekrone værd, hvad angik opsporing af information om det til tænderne bevæbnede Irak. Var Irak ikke fyldt med næsten færdiggjorte a-våben, kemiske våben i stor stil, mobile affyringsramper og skjulte våbenarsenaler, langtrækkende Scud-missiler, der kunne nå Israels middelhavskyst og parat til at bruge alle disse våben i en "alle moders krig"? Var det ikke det, som den populære amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, hævdede i den herostratisk berømte høring i Sikkerhedsrådet umiddelbart før starten på den 2. Irakkrig? Hvordan vil Troels Lund Poulsen sikre, at informationsgrundlaget for Danmarks enegang (sammen med USA, men det er naturligvis kun en parantes) er fremskaffet, så vi - verdens-offentligheden - ikke står med røde ører og skægget i postkassen? For selv om storheden er ved at vokse os over hovedet, så handler politik vel også og stadig om, at der er gode begrundelser for det man gør? Eller har vi i Danmark, når vi går enegang (sammen med USA, men det er naturligvis kun en parantes), nået et moralsk og indsigtsfuldt stade, så vi suverænt alene kan træffe afgørelse om, hvad der er rigtigt i denne verden? Er vores forspring i moralsk habilitet og efterretningsviden så kolossalt, at vi kan udfordre verdens slyngler, som vi gjorde det i 1864? Jeg er helt klar over, at storhedsvanviddet trives hos visse Venstre-politikere, fordi de oplever så store tider. Danmark har næsten allerede verdens bedste uddannelsessystem; den danske økonomi er i verdensklasse; Danmark brander sig selv på verdensscenen med uhørt succes (H.C. Andersen-showet var jo en giga-begivenhed, der sprængte lydmuren trods flossede trommehinder og lommesmerter); præsident Bush inviterer årligt sin bedste alliancepartner til konsultationer i Det Hvide Hus; og Danske Jens'er og Jens'inder deltager i en retfærdig og velsignelsesrig krig i Irak, der dog beklageligvis har udviklet sig til en særdeles kaotisk fredsbesættelse. Der er dog indført demokrati, selv om den største befolkningsdel - shiamuslimerne - ikke har nogen indflydelse. Der er nok at glæde sig over i disse store tider. Jeg skal ikke bagatellisere terrorismens problem! 11. september 2001 var en uhørt katastrofe og et forfærdende højdepunkt for terrorisme i vores verdenshistorie. Men spørgsmålet er altså, om vi løser problemet med den omfattende våbenmagt, der er blevet sat ind, eller om vi bare øger det? 1970'erne terroristiske byguerilliaer i Italien og Tyskland er jo for vand at regne mod de kræfter, der er engageret i den islamiske terrorisme. Men terror udspringer - uanset størrelse - af, at ord ikke længere rækker, samtalen er afbrudt, våbnene har fået ordet. Forhandlingens diplomatiske tackling af interessemodsætninger er opgivet, modparten er ikke kun en fjende, men en foragtelig forbryder, der fortjener den ultimative straf. Terrorisme er den nådesløse konfrontation, hvor der ikke gives en tredje mulighed, ingen mellemvej er mulig! Danmark burde overveje andre måder at forholde sig til terrorismen på end Venstres forslag om enegang (sammen med USA, men det er naturligvis kun en parantes) i krigerisk bekæmpelse. Mellemveje er der stærkt behov for, hvis man er interesseret i at mindske spændingen mellem den islamiske terrorisme og Vestens/Danmarks (sammen med USA, men det er naturligvis kun en parantes) militante bekæmpelse. Lørdag 21. maj om eftermiddagen så jeg i DR 1 et program om stand-up-komikeren Shazia Mirza. Hun er praktiserende muslim og bor i London. Det er længe siden, jeg morede mig så kosteligt. Hun havde en fuldkommen, eventyrlig humor, når hun spiddede sin egen kultur og den vestlige! Hun er en mellemvej af de rigtigt gode, når det gælder om at formindske modsætninger og menneskeliggøre fjender. Peter Michael Lauritzen er lektor ved Frederikshavn Gymnasium og HF-kusus, formand for Vendsyssel litterære Selskab, forskningsstipendiat under Carlsbergfondet 2003-04 med Aalbæk Jensens værk og virke som emne. Støjende badmintonspiller og larmende whistspiller.