Udland

Dansker i Haiti: Der er ingen biler på vejene

Haiti er blevet ramt af vindstød med 230 kilometer i timen. Men det værste er angiveligt ikke overstået endnu.

People cross a bridge while Hurricane Matthew passes, in Port-au-Prince Foto: Reuters/Carlos Garcia Rawlins

People cross a bridge while Hurricane Matthew passes, in Port-au-Prince Foto: Reuters/Carlos Garcia Rawlins

Regnen pisker ned, og der er stort set ingen biler på vejene i Haiti, der tidligt tirsdag morgen lokal tid blev ramt af orkanen Matthew.

Det fortæller Ditte Søbro, der er personale- og økonomiansvarlig på et hospital drevet af organisationen Læger Uden Grænser, MSF, i Tabarre-bydelen i Haitis hovedstad, Port-au-Prince.

Hun fortæller, at det tydeligt kan ses, at de haitianske myndigheder har bedt folk om at blive indendørs.

- Vejene plejer at være totalt spærret af biler og motorcykler omkring klokken fem-halv seks. Og der var ingen biler i går (mandag, red.).

- Det er helt usædvanligt. Så jeg har indtryk af, at folk har taget det alvorligt, siger hun.

Matthew er den første kategori fire-orkan, der rammer Haiti siden 1964 ifølge den amerikanske vejrtjeneste Det Nationale Orkancenter (NHC).

Læger Uden Grænser har forberedt sig på orkanens ankomst.

Hospitalet i Tabarre er blevet sikret så godt som muligt. Det er kun det nødvendige lægelige personale, der er på arbejde.

- Vi besluttede at sætte MFS-biler ind til at hente dem, fordi det i forvejen er en udfordring at komme på arbejde, når det regner.

- På en almindelig dag er gaderne allerede oversvømmet efter én times regn, fordi der ikke rigtig er noget kloaksystem. Nu har det i hvert fald regnet i 12 timer, siger Ditte Søbro.

Orkanen har ramt Haiti med vindstød på 230 kilometer i timen. En person er blevet dræbt af vind og stormflod, og tusindvis af mennesker er blevet evakueret.

Men landet har angiveligt stadig det værste i vente.

Ditte Søbro fortæller, at meldingen er, at orkanen først skal ramme rigtigt sidst på eftermiddagen lokal tid.

- Vi afventer og ser, hvad der sker i løbet af dagen. Men vi har kapacitet til at uddele MSF-kits - det vil sige telte og hygiejne-kits.

Hun fortæller, at omkring 55.000 mennesker stadig bor i midlertidige lejre efter jordskælvet i 2010.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst