EMNER

Dansker i spidsen for verdens filosoffer

KØBENHAVN:På verdenskongressen for filosofi i Istanbul er professor i teologi og filosofi Peter Kemp blevet valgt til præsident for Føderationen af Filosofiske Foreninger. Gennem de næste fem år skal Peter Kemp lede forberedelsen af den næste verdenskongres i filosofi, som vil finde sted i Seoul i 2008. De sidste fem år har Kemp været generalsekretær for forberedelsen og afholdelsen af den aktuelle verdenskongres. Overskriften for kongressen er "Filosofi over for verdensproblemerne". Overskriften afspejler ifølge Peter Kemp et ønske om, at filosofien spiller en aktiv rolle i samfundsdebatten. - Jeg mener bestemt, at filosofien skal spille en politisk- og samfundskritisk rolle, den skal have en samfundsmæssig relevans. Der er i høj grad brug for, at uafhængige personer bidrager til den politiske debat, og der er mange, der har noget at sige, som politikerne godt kan lære noget af, siger Peter Kemp til Ritzau. Den 66-årige Peter Kemp var i 30 år lektor ved Institut for filosofi ved Københavns Universitet, men valgte for tre år siden at tage imod tilbuddet om at opbygge et institut for pædagogisk filosofi ved Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor han nu er professor. Kemp har blandt andet skrevet bøgerne "Engagementets teori" og "Det Uerstattelige", der er oversat til flere hovedsprog. /ritzau/