Golf

Dansker laver hole-in-one i Made in Denmark

Joachim B. Hansen lavede det magiske slag på tredje runde i den danske turnering Made in Denmark.

Joachim B. Hansen lå før lørdagens runde på en delt 55.-plads. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Joachim B. Hansen lå før lørdagens runde på en delt 55.-plads. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

GOLF:Joachim B. Hansen kommer formentlig til at huske dette års udgave af den danske golfturnering Made in Denmark, som i år foregår ved Silkeborg.

For selv om danskeren ikke ligger så godt til i placeringerne, så gjorde han sig alligevel bemærket, da han på turneringens tredje runde lørdag lavede hole-in-one.

Den danske golfspiller startede dagen tidligt lørdag morgen og leverede blandede præstationer på rundens første fem huller, hvor det blev til to bogeys, to birdies og en dobbelt bogey.

Danskeren gik sjette hul i par, inden han på syvende hul ramte bolden helt perfekt, så den røg i hul i første forsøg.

Da hullets par var tre slag, blev det til en eagle for Joachim B. Hansen, der fulgte hole-in-one-slaget op med tre birdies, en bogey og tre huller i par.

Han lå før lørdagens runde på en delt 55.-plads.

Den bedst placerede dansker i Made in Denmark-turneringen er Lucas Bjerregaard, der inden lørdagens runde ligger på en delt 9.-plads. Han starter sine 18 huller lørdag 11.43.

Ud over Hansen og Bjerregaard er Nicolai Tinning, Thomas Bjørn, Thorbjørn Olesen, Frederik Dreier og Niklas Nørgaard Møller også i aktion lørdag i den danske turnering.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst