Dansker ny præsident for smerteorganisation

Danmark 10. september 2002 08:00

Smerte er den hyppigste årsag til, at en person søger læge, og derfor er der et stort behov for at sætte mere fokus på smertebehandling og forske i, hvorfor det gør ondt. Det siger Troels Staehlin Jensen, professor ved Dansk Smerteforskningscenter på Aarhus Universitet, og han taler både om forholdene for smertelidende i Danmark og på verdensplan. Troels Staehlin Jensen er netop blevet valgt til at overtage posten som præsident for den internationale smerteorganisation "The International Association for the Study of Pain", der har specialselskaber i mere end 60 lande. - Der er et stort behov for bedre uddannelse af folk, så både læger og andet sundhedspersonale bliver mere interesseret i smertebehandling og brænder for sagen. Smertebehandling bør f.eks. integreres i medicineruddannelsen på de danske universiteter, siger Troels Staehlin Jensen. Han erkender, at danskerne set i internationalt perspektiv måske har lidt luksusproblemer, når det gælder fokus på og behandling af smerte, men at kritikken af den danske smertebehandling må tage udgangspunkt i danske forhold. - Vi kan næppe løse smertens gåde, men vi kan sagtens dygtiggøre os i Danmark. Man skal tage højde for, at problemer med smerte ikke kan løses af en faggruppe alene, men skal ske i et samspil mellem mange forskellige terapeuter. Derfor er det vigtigt at få gjort både sygeplejersker, fysioterapeuter, praktiserende læger og speciallæger interesseret i smertebehandling. Derved kan vi også give mere information til patienterne om, hvordan man lever med smerte, siger Troels Staehlin Jensen til Ritzau. Den internationale smerteorganisation har som formål at fremme forskning i smerter, forbedre uddannelse i smertebehandling og udbrede ny viden om smerter. Og som kommende præsident skal Troels Staehlin Jensen fremover forholde sig til smertebehandling på mange forskellige niveauer, da klodens befolkning som bekendt ikke er lige stillet, hvad angår adgang til hospitaler og sundhedsvæsen. - For et par år siden regnede læger ikke smerter for et område, de kunne forholde sig videnskabeligt til, for det var ikke noget, man kunne måle og veje. Men i dag har vi et betydeligt større indblik i, hvilke mekanismer der ligger til grund for smerter, og vi kan bl.a. se, hvilke stoffer på celleniveau, der kan mindske smerterne. Derfor forskes der nu mere i smertebehandling, og der er også interesse blandt nogle af de nye danske biotekfirmaer, der ser det som en niche, siger Troels Staehlin Jensen. Det er netop forskning i smerter, der hidtil har optaget Troels Staehlin Jensen mest. Ud over at være professor ved Dansk Smerteforskningscenter er han også overlæge ved Neurologisk Afdeling på Århus Kommunehospital. Han overtager posten som præsident for den internationale smerteorganisation ved næste verdenskongres i Australien i 2005. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...