EMNER

Dansker slap uskadt fra angreb på Kabul-hotel

Norske specialstyrker har angrebet, efter formodede oprørere stormede hotellet

REUTERS/Mohammad Ismail

REUTERS/Mohammad Ismail

KABUL:Bevæbnede mænd er trængt ind i et hotel med mange udlændinge i Kabul, Afghanistans hovedstad.

En dansker, der er gæst på hotel Serena i Kabul, er uskadt efter angrebet. Det oplyser Danmarks ambassadør i Kabul, Henrik Bramsen Hahn.

- Vi ved ikke meget om angrebet endnu, men jeg kan oplyse, at der boede en dansker på hotellet, og at vedkommende er uskadt, siger Henrik Bramsen Hahn til Ritzau.

Ambassadøren vil ikke oplyse nærmere detaljer om den danske gæst på hotellet, der er under angreb.

Hotellet ligger ikke langt fra den danske ambassade, oplyser ambassadøren.

Hotel Serena, hvor de bevæbnede mænd er trængt ind, er normalt tilholdssted for mange udlændinge.

En kvindelig gæst, der er bragt i sikkerhed, har oplyst, at der bliver skudt i hotellets restaurant.

Det norske forsvar oplyser til NRK, at norske specialstyrker er sat ind for at nedkæmpe de formodede talibanoprørere inde på hotellet.

Sikkerhedskilder siger, at to eller tre bevæbnede mænd var trængt ind på hotellet. De var tilsyneladende kommet ind via en bagindgang.

En anden gæst fortæller, at han gemmer sig på sit værelse, og at han kan høre sporadisk skyderi.

Hotel Serena anses for byens mest sikre hotel. Der bor mange FN-ansatte og udlændinge, som er kommet til den afghanske hovedstad for at overvåge næste måneds præsidentvalg.

Det var i 2008 mål for en selvmordsbomber. Seks mennesker mistede livet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst